Plagiat: Litterært tyveri; en forfatters benyttelse af motiv*, intrige* eller formuleringer fra et andet værk. Nutidens strenge begreb om plagiat, afspejlet i loven om ophavsret[1], viser litteraturens karakter af vare; jf. Litteratursociologi* og Originalitet*. I ældre tid var opfattelsen mere liberal. Hvor en individualistisk tænkemåde, forestillinger om den enkelte kunstners præg og betydning, slet ikke er til stede, kendes plagiat-begrebet heller ikke, jf. motivfællesskabet og den ensartede formelstil i den anonyme folkedigtning*: folkeviser*, eventyr*.

[1] Ophavsretten beskytter mod plagiat:

. . . Ophavsrettens område er de litterære og kunstneriske frembringelser, men disse frembringelser på litteraturens og kunstens område skal yderligere kunne karakteriseres som »værker«.

I kravet om, at der skal foreligge et værk, ligger, at produktet skal fremtræde som resultatet af et skabende åndsarbejde og være præget af ophavsmandens individualitet...

Det er ikke strenge krav, der stilles i den henseende, men i almindelighed må frembringelsen dog have et sådant individuelt præg, at man - hvis der dukker en anden identisk frembringelse op - vil føle, at man står overfor en kopi eller en efterligning af den første.

(W. Weincke: Ophavsret, 1976)