Poetik

Poetik: Læren om digtningens væsen; den del af den generelle kunstteori: æstetikken*, som specielt undersøger litteraturens egenart. Poetikker skrives gerne ud fra samtidens litteratur, som rettesnor for den.

Aristoteles' ufuldstændigt overleverede poetik fra 4. årh. f.Kr. bestemmer digtningens væsen som mimesis: efterligning af virkeligheden, og analyserer genrerne* epos* og tragedie*. Sammen med Horats' Ars poetiea (o. 20 f.Kr.), der bestemmer digtningens formål som »at gavne og fornøje« [1], er Aristoteles forbillede for europæisk litteraturteori til ind i 1700-tallet. I tilslutning til Aristoteles opstiller den franske klassicisme* reglerne om dramaets 3 enheder*. 1600-tallets tyske og danske poetikker foreskriver digterne, at de skal kappes med klassikerne, idet de opdyrker nationalsprogets særlige muligheder. Disse poetikker er en vigtig forudsætning for barok*-digtningen i de pågældende lande.

Først det sene 1700-tals førromantik* gør sig definitivt uafhængig af de klassiske normer. Imitationskravet afløses af krav om originalitet* og følsomhed: Digteren er et selvstændigt skabende geni.

Konsekvenserne af denne vurdering udvikler romantikkens* poetik: Digterens absolutte suverænitet begrunder forestillingen om en »universalpoesi«, der sprænger alle genre*-krav og normalsprogsgrænser; digteren er alene forpligtet af sin »produktive indbildningskraft«: Bevidstheden registrerer ikke verden, men skaber den selv. Afgørende for størstedelen af den danske digtning i første halvdel af 1800-tallet er dog, mere end den spekulative romantik, Goethes nyklassicisme. Nøgleordet er harmoni. Det kan forstås som en forsoning af objektivt og subjektivt, jf. artiklen Originalitet*. Men denne forsoning forudsætter en tro på tilværelsens fundamentale harmoni; en bærende tanke i den danske guldalders poetik er enheden af det skønne, det sande og det gode [2].

Efter 1870 bliver denne enhed, som allerede tidligere i århundredet har været anfægtet (jf. romantisme*), endeligt sprængt: Den væsentlige fordring er for naturalismens* poetik videnskabelig præcision i gengivelsen af den objektive virkelighed [3]. Realismen*, i den marxistiske betydning af begrebet, kræver forståelse og anskuelig fremstilling af de skjulte drivkræfter under den synlige samfundsvirkelighed: marxistisk kritik stiller det krav til værket, at det viser, hvordan den historiske udvikling indeholder socialismen i sit perspektiv [4].

- Også modernismens* poetik udvikler sig af enhedstankens sammenbrud. Kunsten skal ikke afbilde nogen virkelighed (: det sande), ejheller forkynde »det gode«: politiske moralske, religiøse budskaber. Kunsten er sit eget formål. Det er denne modernistiske poetik, der er grundlaget for nykritikkens* autonomi*-forestilling og analysepraksis [5].

[1] Horats’ Ars Poetica:

Digterens hensigt er enten at gøre os gavn eller glæde
eller på én gang at more og give belæring for livet.
Hvad du end lærer, vær kort og koncis, at de lyttende sjæle
hurtigt kan fatte dit ord og bevare det trofast og længe;
gyder vi mer' i et sind, end det rummer, så flyder det over . . .

(o. 20 f.Kr. - oversat af Axel Juel)

[2] Enhedstanken i den danske guldalders poetik:

. . . Naar Ideen erkendes af Forstanden som den dannende, bærende og sammenhængende Kraft i Virkeligheden, saa kaldes den det Sande; naar den virkeliggøres i Verden af den menneskelige Vilje som Handlinger, for hvilke Personligheden staar til Ansvar, saa kaldes den det Gode; naar den fremstilles af og for Fantasien som ophævende Endelighedens Skranker i sit straalende Skin, kaldes den det Skønne. Det Sande, det Gode, det Skønne er Et og det Samme, men naar Ideen erkendes, er den Sandhed, naar den anskues, Skønhed, naar den gøres, det Gode . . .

(Clemens Petersen: Om Forholdet mellem det Gamle og det Nye ved Oehlenschlægers Fremtræden i den danske Literatur, 1867)

[3] Naturalismens poetik:

Dens (: »realismens«, dvs. naturalismens) Forfattere lader Livet moralisere; for dem bliver Moralen at uddrage som et Resultat af Menneskeliv, de har iagttaget, og de overlader til os selv at uddrage dette Resultat; de gjør det ganske simpelt, fordi de tror, at Livs Fakta ere mere overtalende end deres private Udtalelser og Fremførelsen af deres private Mening . . . Hvad de vil, er at fortælle os Alt, hvad de har set, fortælle os det Alt uden Snærperi, med en Videnskabsmands Grundighed og en Videnskabsmands Uforbeholdenhed . . .

(Herman Bang: Lidt om dansk Realisme, 1879)

[4] En marxistisk poetik i agitatorisk forenkling:

Derfor ønsker vi med vores arbejde at formidle alle tre ting: erkendelse af virkeligheden, tro på alternativer og tillid til egne kræfter. For os hænger disse ting sammen. Uden erkendelse af virkeligheden handler vi forkert. Uden tro på alternativer mangler vi lysten til at handle. Uden tillid til egne kræfter mangler vi modet til at handle.

(Agitpop, Vindrosen 5/1972)

[5] Modernismens poetik:

Kunsten er - fra at være et smykke for kultur og religion - blevet alene tilbage, men har i stedet fået en ny værdi, som den aldrig har haft før: Den er blevet et erkendelsesmiddel. Den er blevet en af de få veje, hvorad mennesket kan få noget at vide om sig selv og sin sjæl.

Den ydre virkelighed og den ydre borgerlige orden har mistet enhver monumentalitet, enhver respekt. Kunsten af i dag er kun sand i samme grad, som den mangler respekt for noget, der ikke vedkommer den.

Det er blevet sagt, og det er rigtigt, at den moderne kunst er samfundsopløsende, men den har i stedet fået en høj værdi som menneskets fornemste erkendelsesmiddel.

(Ole Sarvig: Mistelten, Ku

Til toppen

Glossary

Horats

Horats (Quintus Horatius Flaccus) var en romersk digter, der levede fra år 65-8 f.Kr. Læs mere om Horats i Den Store Danske.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt