Polysyndese

Polysyndese: Betegnelse for det forhold, at sidestillede sætninger sammenføjes med bindeord, især »og« og »men« i et usædvanligt omfang. Modsætningen: At sætningerne stilles uforbundne ved siden af hinanden, kaldes asyndese*. Polysyndesen er karakteristisk for sprogbrugere, som ikke lægger vægt på logisk præcision og derfor heller ikke på nogen nuanceret sætningsforbindelse, jf. børnesprog og Stream of consciousness*.

En speciel og påfaldende brug af polysyndese er Bibelens »Og« og »Men« i spidsen af sammenhængens første sætning (»Og det skete i de dage . . .«) og imellem to sætninger, hvis sammenhæng er forbavsende eller underfuld (»Og han rørte ved hendes hånd, og feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op«). I reglen er det dette træk, forfattere anvender, når de vil give deres fremstilling en bibelsk tone [1], jf. Allusion*.

[1] Polysyndesen giver bibel-allusioner:

. . . Da opdagede han, at han stod foran døren, og han vidste ikke, hvordan han var kommet derom. Men han mærkede, at noget ubeskrivelig stærkt var blevet gydt ind i hans sind.

Der var mørkt i køkkenet nu. Han så et lysskær falde ud fra stuevinduet, men han ville ikke se ind denne gang. Der var ingen, som svarede på hans banken. Da han forgæves havde banket flere gange, tog han i dåren, og der var ikke slå for. Han trådte ind i køkkenet og bankede på stuedøren. Lidt efter åbnede faderen den. Han holdt et lys i hånden og stod længe og så på præsten.

»Kan du da gøre det nu?« sagde han. »Hvor har I lagt ham?« spurgte præsten.

(Martin A. Hansen: Høstgildet, 1947)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt