Positivisme

Positivisme: Videnskabelig metode, hvis teori er udviklet af franskmanden Auguste Comte (1798-1857). Positivismen vil som grundlag for videnskabelig forskning kun anerkende det, der er tilgængeligt for erkendelse med sanserne, de »positive« kendsgerninger. Positivisten anerkender ingen anden forklaring end den, der ligger i selve beskrivelsen af sammenhængen: Når b hver gang optræder efter a, kan a bestemmes som årsag til b; indtræder a, kan vi forvente, at b også gør det. Andre svar på spørgsmålet »hvorfor?«, fx henvisninger til hensigt eller formål: »b indtræder, for at...« afvises som metafysisk spekulation. Ved at pålægge sig denne begrænsning hævder positivisten, at han sikrer sin analyses objektive karakter.

I dette århundrede angribes positivismens videnskabsopfattelse af strukturalisme* og marxisme. Strukturalisten (også: nykritik*eren) forklarer et fænomen ved at henvise til dets plads i strukturen. For marxisten er positivismens foregivne objektivitet (værdifrihed) en naiv illusion: Ved blot at beskrive, uden at vurdere, bekræfter man det beskrevne; den, der tier med sin kritik, samtykker i praksis.

I den litteraturkritiske tradition ytrer positivismen sig især som biografisme* og komparatisme*. Både biografisten og komparatisten forklarer værket ud fra anledningen: forhold i digterens privatliv, andre værker (»påvirkninger«), Marxistisk litteraturkritik anser også nykritikkens værkbeskrivelser for positivistiske [1].

[1] En ironisk kommentar til kritikken af positivismen:

Hvis man vil fornærme en moderne akademiker, skal man kalde ham positivist. For den betegnelse, som engang var et hæderstegn, er nu blevet noget i retning af en injurie, en beskyldning for metodisk naivitet og uskyld.

Når man ikke længere er positivist, er man bevidstgjort, hvad enhver kan høre er meget bedre. Og det man er bevidstgjort om, er netop forrige tiders positivistiske uskyld, som man frigør sig fra ved at blive bevidst om den.

Det som den bevidstgjorte ser, når han iagttager videnskabens positivistiske pubertet, er, at en række forskere i deres beskrivelse af verden har arbejdet, som om de som personer ikke var til stede i fortolkningsprocessen. Dette er naiviteten, eftersom det for den bevidstgjorte er en let sag at påvise, hvorledes personlige motiver alligevel har været til stede i det positivistiske arbejde, skønt forskerne forestillede sig at være objektive i deres beskrivelser. Hvad forskerne selv anså for værdifrit, tog sig blot sådan ud, fordi de bærende og fortolkningsskabende værdier var skjulte eller fortrængte eller endnu ikke kommet for dagen.

Nu er det imidlertid ikke sig selv som person, man bliver bevidst om, når man bliver bevidstgjort. Tværtimod er positivisternes skjulte værdiforestillinger først for alvor værd at beskæftige sig med, når disse værdiforestillinger kan afsløres som værende sammenkædet med et bestemt trin i et kapitalistisk samfunds udvikling.

De personlige motiver, som positivisterne ikke så, fordi de forestillede sig det personlige som udskilt, dem ser ideologikritikerne heller ikke som personlige, men som samfundsskabte. At foretage en ideologikritisk afsløring af en positivistisk metode består da ikke i, at man tilbagefører det tilsyneladende objektive til det personlige, men i at man tilbagefører det til den camouflerede klasseinteresse.

(Erik A. Nielsen, Kritik 29/1974)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt