Realisme:

1) Ordet bruges i sin bredeste betydning om konkret og anskuelig fremstilling af den fysiske virkelighed.

Det udelukker naturligvis ikke, at den skildrede virkelighed er opdigtet (jf. fiktion*), blot skal den opdigtede virkelighed være mulig eller endog sandsynlig. Ofte understreger en forfatter dog sin skildrings realisme ved at forankre fiktionen i en faktisk eksisterende virkelighed. Det er fx tilfældet i den historiske roman*. Realisme i denne forstand kan man finde i digtning fra alle tider: Man kan tale om en folkevises* realistiske skildring af middelalderligt herremandsliv eller om realistiske træk i Holbergs figurtegning. Der kan udmærket forekomme realistiske indslag i et værk med en idealistisk grundholdning (jf. Biedermeyer*-tidens »poetiske realisme«).

2) I europæisk litteraturhistorie er »realisme« en periode*betegnelse: Efter 1830 viger romantikken* for store fortælleres brede og dybe analyser af den tidlige industrikapitalismes samfund: Balzac, Stendhal, Dickens, Thackeray, Gogol, Dostojevski. I tysk litteraturhistorie bruges realisme-betegnelsen både om den politiske kampdigtning i 1830'rne (Heine, Det unge Tyskland) og om Stifters og Kellers resignationsdigtning. Det er denne europæiske realisme (især Det unge Tyskland), Brandes i 1871 henviser til, da han opfordrer den danske litteratur til »at sætte problemer under debat«. Men det moderne gennembrud, som Brandes indleder, plejer man imidlertid at kalde »naturalisme«*; undertiden bruges betegnelserne »naturalisme« og »realisme« i flæng. Det vil være hensigtsmæssigt at definere dem, således at de repræsenterer hver sin virkelighedsopfattelse:

3) Et præcist og snævert realismebegreb er udviklet af marxistisk litteraturforskning (Lukács), igennem analyser af de store europæiske realister, især Balzac [1]. »Realisme« i denne betydning er en skrivemåde (jf. artiklen Stil*), der opfatter mennesket som et socialt og politisk væsen (mens naturalismen anskuer det som et biologisk). Dets adfærd, tænkemåde, kriser og konflikter udspringer af forholdene i det samfund, det lever i. Realisten udvælger og fremstiller sine personer således, at de i deres individuelle ejendommelighed anskueligt afspejler væsentlige træk i samfundsudviklingen: De skal være »typiske«.

Realismens perspektiv er historisk: Samfundet, som det foreligger på et bestemt tidspunkt, er en fase i en udvikling. Den borgerlige »kritiske realisme« påpeger uretfærdigheder i det bestående samfund, men anviser ingen alternativer; »socialistisk realisme« opstiller derimod et mål for udviklingen: socialismen; holdningen er optimistisk over for den borgerlige realismes resignation og pessimisme.

Ud fra dette realisme-begreb kan man naturligvis vurdere litteratur: I de socialistiske lande er den »socialistiske realisme« officiel doktrin (jf. Tendens* og Vurdering*). Men den nuancerede realisme-definition er også et brugbart beskrivelsesredskab. Man kan i dansk litteratur efter 1870 skelne en realistisk, en naturalistisk og en modernistisk tradition, selv om der ofte mere er tale om tendenser og kombinationer end om skarpe modsætninger. Kritiske realister er således (delvis) Herman Bang, Henrik Pontoppidan (Landsbybilleder, Fra Hytterne, Skyer), Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg i deres romaner, Knuth Becker, Leck Fischer, H.C. Branner (i den tidlige del af forfatterskabet), 1960'ernes »nyrealister«: Chr. Kampmann [2], Anders Bodelsen. Socialistiske realister er sjældnere eller mindre påagtede: Martin Andersen Nexø, Harald Herdal, 1930'rnes og nutidens arbejderforfattere. Jf. Dokumentarisme*.

[1] Det marxistiske realisme-begreb:

Det almene er altså hos Balzac altid realt, har det værendes og det konkretes karakter. Det skyldes fremfor alt den dybe forståelse af det typiske i de enkelte skikkelser. Den dybde, der på den ene side ikke lader det individuelle blegne, ikke ophæver, men tværtimod understreger og gør mere konkret, og som på den anden side får den enkelte skikkelses forbindelser til det samfundsmiljø, hvis produkt han er, det miljø, han handler i og mod, til at træde frem meget kompliceret, men dog klart og overskueligt. Men hverken det typiske i skikkelsen eller dens forbindelse med den samfundsmæssige omverden lader sig reducere til et eller andet skema. En skikkelse, hvis karakterisering er afrundet, handler i en konkret mangfoldig, samfundsmæssig virkelighed: Det er altid en samfundsudvikling i sin helhed, der er forbundet med en skikkelses karakterisering i dens helhed. Det geniale i Balzacs evne til at finde på og finde frem består netop i at udvælge og bevæge personerne på en måde, så det til hver en tid netop er den person, der er i centrum for handlingen, som har de individuelle egenskaber, der er bedst egnet til på mest mangfoldig vis at belyse den på det tidspunkt afgørende side af samfundsprocessen i klart sammenhæng med processen som helhed . . .

(Georg Lukács: Bristede Illusioner, 1935, dansk i: Kunst og Kapitalisme, 1971)

[2] 60'ernes borgerlige realisme:

Det er umuligt at lave de store vidtskuende, sammenhængende romaner som Balzacs eller George Eliots, hvor den alvidende forfatter kan gå ud og ind, hvor han vil for at vise, hvordan en by eller et samfund fungerer, hvor han véd det hele - og læseren véd, at forfatteren véd det hele. Eller 30’rnes dejlig brede kollektive kompositioner, der kunne kigge ind i alle huse og kendte hele maskineriet der bevægede alting. Man kan ikke gøre det i dag, selv om man sådan set gerne ville — måske fordi de fleste af os ikke har nogen helhedsanskuelse, hverken filosofisk (som naturalisternes positivisme) eller politisk (som f.eks. Hans Kirks socialisme). Man kan ikke gabe over mere end sit eget lille hjørne. Man må begrænse sig, f.eks. til fire mennesker og deres viden, i stedet for at omfatte en hel by, og når jeg i min ny roman - Sammen, skal den hedde - ser begivenhederne skiftevis gennem fire personer, er det, fordi jeg mener, at ethvert udsnit af livet må ses fra flere synspunkter. Men den relativistiske holdning forhindrer én ikke i at tilstræbe en nogenlunde sammenhængende virkelighedsbeskrivelse. Det er det, jeg prøver at markere bl.a. ved at lade de samme begivenheder eller personer gå igen fra novelle til novelle.

- Men selv uden filosofisk helhedsanskuelse må nyrealismen vel siges at have en empirisk grundholdning?

- Afgjort. En realistisk forfatter skriver på erfaringer. Jeg kan personligt ikke anerkende noget metafysisk, og jeg har svært ved at læse en roman, hvor folk begynder at flyve rundt oppe under loftet eller forvandles til kaniner. Undskyld, men det interesserer mig ikke. Jeg kan heller ikke forstå denne »panteisme« i så megen modernistisk prosa, disse dunkle »kræfter« i mennesket og mellem det og naturen, som almindelige mennesker ikke aner noget om, men hævdes at kunne få besked om i de dér bøger.

(Christian Kampmann i samtale med Hans Hertel, Information 28.11.1968, optrykt i: Jens Schoustrup Thomsens antologi: Virkeligheden der voksede, 1970)