Retorik: »Talekunst«, læren om, hvordan man skal opbygge og udforme sin mundtlige fremstilling, således at den, ved skønhed, klarhed og fynd, overtaler tilhøreren. Retorikken opstår som litterær disciplin i antikken*: Der er bevaret en række teoretiske afhandlinger (på græsk af Isokrates og Aristoteles, på latin af Cicero og Quintilian).

Retorikken foreskriver en 3-leddet komposition; i indledningen (»exordium«) henvender man sig til publikum og fremlægger emnet; derefter følger sagsfremstillingen (»enarratio«) og argumentationen, som forstærkes ved brug af »loci communes«: almene betragtninger og »exempla«: eksempler, anekdoter*, henvisninger til mytologi og historie. Talen slutter med »peroratio«: opsummering og konklusion. Den sproglige formulering skal være korrekt, klar og prydet (»ornatus«) med »figurer«*; den klassiske retoriks begreber og terminologi i fremstillingen af disse figurer er stilistikken* stadig afhængig af.

Den antikke, især latinske, kunstprosa, som retorikken beskriver og vejleder: Retstalen, den politiske tale, lovtalen, får stor betydning for udviklingen af en litterær prosa i de europæiske lande [1], Prædikenen er endnu snævert bundet til den retoriske tradition, og skolens begreb om »skriftlig dansk«, »dansk stil« har langt ind i dette århundrede bygget på retorikkens kompositionsregler.

Ordene »retorik« og »retorisk« bruges ofte nedsættende. Retorikken omfattes med mistillid som en oplæring i hul formalisme - en vurdering, der allerede kendes fra Platon, og som altså er næsten ligeså gammel som retorikken selv.

[1] Antikkens* og klassicismens* opfattelse af retorikken:

(der er) grund til at gøre opmærksom på en væsentlig forskel mellem den håndfaste nyttemoral, der gør sig gældende i den klassiske oldtid, og klassicismens opfattelse af talekunstens nytte . . .

Man tillægger Cicero udtalelsen: »To ting kan forlene en mand med den højeste anseelse — feltherrekunst og veltalenhed.«

Sammenstillingen - som man kan møde overalt i den antikke litteratur - viser med al tydelighed, hvori talekunstens nytte består; så utvetydig er klassicismens opfattelse ikke. I det 18. århundrede optages veltalenheden som genre af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, men vel at mærke som en af de »skiønne«; der er altså tale om en sidestilling med poesien . . . allerede i Tyge Rothes (?) bekendtgørelse om Selskabets oprettelse 21/12 1759 begrundes veltalenhedens placering blandt de genrer, der kendes værdige til bedømmelse af Selskabet: »Men andre Videnskaber sigte til at forbedre Hiertet ved at fremsette Sandheden, saaledes, at den maae opvekke behagelige Følelser i Siælene. Man haver kaldet disse de skiønne Videnskaber, og derved forstaaet Poesien og Veltalenheden; man haver regnet dennem iblandt de frie Konster, for at tilkiendegive, at Nemmet og Inbildnings-Kraften have Hige saa meget at giøre i disse Konster, som i de andre, der efterligne Naturen ved Farver, ved ophævede Figurer, ved lyd eller ved Legemets Bevægelser.«

(Bent Møller i Danske Studier, 1973)