Romantik

Romantik: Litterær periode i første del af 1800-tallet. I Danmark kan man tale om en borgerlig akademisk enhedskultur med romantisk præg i tidsrummet 1800-1870. Romantikken udvikler sig meget forskelligt i de enkelte lande; en generel og simpel beskrivelse kan man derfor ikke give. Den følgende gennemgang tager særligt hensyn til dansk romantik.

Et fælles udgangspunkt for de forskellige romantiske bestræbelser kan dog bestemmes: Romantikeren oplever sin tilværelse og sin samtid som problematisk, krisetruet. Førromantikken* og Goethes og Schillers klassik indeholder en tidlig erkendelse af den gryende industrikapitalismes umenneskelige perspektiver. Åbenbar for enhver er tidens politiske uro: Den franske revolution og siden Napoleonskrigene. Den kristendom, der forkyndes, er ofte kun en abstrakt levelære: Mange oplever ikke længere verden som skaberværket, der i sig selv beviser Guds tilstedeværelse. Jf. Deisme*, Rationalisme*.

Fælles for de livstolkninger, der opstår eller fremdrages på denne tid, er derfor, at de lader mennesket søge sin identitet uden for nutidscivilisationens umiddelbart foreliggende virkelighed.

Platonisme

Det filosofiske fundament er Platons lære, i sin oprindelige skikkelse eller i en senere, kristen variant: plotinismen (efter den græske filosof Plotin der levede ca. 205-270). Ifølge Platon er verden, som den fremtræder for sanserne (»fænomenverdenen«), kun et ufuldkomment afbillede af idéverdenen, som er fænomenernes ophav og selv evig, den egentlige eksistens. Oprindelig eksisterede også menneskesjælen i idéverdenen, men den frigjorde sig, faldt, og blev legemets fange. I sit forgængelige liv bærer mennesket erindringen om den tabte harmoni og meningsfylde og stræber tilbage mod det fuldkomne; denne stræben kalder Platon eros - med et åbent og mangetydigt ord. Den, vi elsker, er vor tabte halvdel. I kærligheden oplever vi altså fuldkommenheden selv. Men eros er overhovedet en stræben udover den givne begrænsning; romantikerne gengiver ordet med »anelse« og »fantasi«. Den indsigt, som vindes gennem anelsen, kan ikke formidles gennem hverdagssproget; den tidlige, især tyske, romantik er optaget af forestillingen om et nyt »indre sprog« til at udsige - det uudsigelige. Jf. Pastiche*.

Den tætte afhængighed af Platons myter* om sjælens væsen og skæbne er især karakteristisk for den tidligste romantik: Schack von Staffeldt, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig. Og den konsekvens, der kan udledes af erosbegrebet, præger stadig de flestes bevidsthed: forestillingen om kærlighedsægteskabet, dvs ægteskabet, hvis ubrydelighed ikke begrundes af slægt eller kirke, men alene af parternes følelser.

Naturen [1]

For romantikerne er naturen en organisme, som også mennesket er en del af. Den tyske naturfilosof Friedrich Schelling (1775-1854) ser den samme idé, det samme livsprincip røre sig overalt i naturen: Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket. De samme kræfter virker, når elektriske poler tiltrækker og frastøder hinanden, og når mennesker elsker og hader. Denne panteisme* er filosofisk grundlag for den naturbesjæling*, som er ejendommelig for al romantisk naturskildring. Naturen er menneskelig, hjemlig - men tillige guddommelig, hellig, genstand for begejstret besyngelse.

Historien [2]

Organisme-forestillingen ligger også bag romantikkens historiesyn. Den tyske filosof Herder (1744-1803) hævder, at et lands historie og kultur udvikler sig organisk, og, som enhver anden organisme, i nøje afhængighed af omgivelserne, vækstbetingelserne. Kulturen er ikke, som rationalisme* og klassicisme* lærte det, almen, men national. Også landets beboere er en organisk enhed, et folk. Folkets fælles ånd udvikles af dets livsbetingelser og historiske skæbne og ytrer sig i dets kultur. En nations historie gennemløber de samme faser som alt organisk liv: barndom - ungdom - modning - alderdom - død.

Romantikerne oplever deres samtid som en forfaldstid. Fornyelsen søger de i deres folks barndom; i folkedigtningen*: Viser, sagn, eventyr lever endnu folkeånden uspoleret. Jf. H.C. Andersens eventyr* og Blichers noveller*. Nationalhistorien som tilflugt og tilværelsestolkning er et af romantikkens dybeste temaer. Det ytrer sig i den tidlige romantiks forherligelse af oldtiden (Oehlenschläger, Grundtvig), i den senere historiske roman*, og i megen anden historisk digtning. I den konservative ideologi lever det romantiske historiesyn endnu i dette århundrede.

Kunstneren[3].

Den sande erkendelse er et privilegium for de få, som er begavet med kunstnerens skabende fantasi. Digteren er en præst. I romantikkens poetik* er fantasien suveræn, uforpligtet af den sanselige virkelighed og af ethvert krav til fremstillingsform og genre*: Det romantiske digterværk er en grænsesprængende universalpoesi. Også denne tanke udspringer af tysk filosofi. Fichte (1762-1814) lærte, at verden er et produkt af menneskets bevidsthed. Romantik er altså radikal individualisme. Men i den danske guldalder og den ældre tyske romantik frigøres mest kun fantasien.

Dén individualisme, som er oprør mod politisk og moralsk undertrykkelse, kravet om »kødets emancipation«, udfoldede sig i engelsk og fransk romantik, i 1830'ernes »junges Deutschland« og i samme tiårs danske romantisme*. Men herhjemme forblev romantismen kun et mellemspil.

Kun med forbehold kan man tale om en egentlig romantisk enhedskultur i Danmark. Den ekstreme subjektivisme afvises allerede af Oehlenschläger, som med Goethe hævder en balance mellem ydre og indre. Goethes harmonilære (jf. Antikken*) får i det hele taget stor betydning i perioden.

Grundtvig undsiger efter sin kristne vækkelse o. 1810 romantikken som menneskets illusoriske tro på sig selv; ligesom senere Paludan-Müller sætter han frelseshåbet op mod fantasien [4]. Og Kierkegaard lader en myndig »ethiker« afvise »æsthetikerens« uforpligtede selvudfoldelse som fortvivlelse (Enten-Eller, 1843).

Fremtrædende hos de allerfleste digtere er Biedermeier*-præget: den resignerede selvbegrænsning - men romantikken er i sit væsen grænseoverskridelse [5].

[1] Romantikkens naturopfattelse:

. . . Solen gløder i Planeternes Middelpunkt, Lyset omfatter med evig Glands alt Levende, den hele Klode synes et Blomst, som aabner sine mangefarvede Blade, udaander sit Liv om Dagen og lukker sig om Natten, Varmen er en evig Vexel af Expansion og Contraction, imellem hvilken alting oscillerer (: svinger), Magnetismen har gennemtrængt hele Kloden og viser stiltiende til en hemmelig Regel, Electriciteten aabner og slutter det chemiske Vexelspils momentane Liv, Luften, bestandig foranderlig, og i al Forandring bestandig den samme, Klodens forunderlige Aande, indaandes, hindes, løsnes igien og omslutter alt. Vandet - det Indifferente, Formløse, af hvilket al Form synes oprunden, circulerer, bestandig bølgende, mellem det Faste . . . Et evigt vexlende Liv, eensformigere under Polerne, mere broget, mere glødende under Æqvator, udvælder med stigende Energie - og midt i denne brogede Vrimmel hæver sig lidt efter lidt giennem alle Gestalterne et mystisk Centrum, bestandig dybere og dybere skjult i Gestalternes inderste Væsen; i det det tydeligere aabenbarer sig, skilles det Enkelte fra det Hele og bliver et Heele i sig selv, den isoleerte Organisation bliver mere fuldendt; den Energie, med hvilken den kjæmper mod Massen, bliver vældigere, de Aftryk den paatvinger den betydningsfuldere. Endelig vogner, med den individuelleste Skabning, Naturens usynligste, helligste Middelpunkt - Fornuften . . .

(Henrik Steffens: Forelæsninger på Ehlers kollegium, 1802-03)

[2] Den romantiske guldalderdrøm:

Giøre vi end eet Skridt, da finde vi, at baade Grækers og Jøders og Skandinavers Historie taber sig i en gylden Alder, da Guderne vandrede paa Jorden, da det Himmelske og Jordiske faldt sammen i en Idee. Her hviler Urtypen for alle Religioner, her faae vi Svaret: Religion er det Endeliges Samfund med det Evige.

Ikke forstaae vi ved Udtrykket, den gyldne Alder, hin episke Old, der var dens Efterskin; ei heller tænke vi os derved de nye Philosophers evige ldee, men dennes Virkelighed under Tidens Betingelse.

I Dettes nærmere Udvikling ville vi, uden Hensyn paa Mythologiernes deels matte, deels adspredte Træk, ene beskue Bibelens rene Billede, hvor alle Gestalterne træde tydelige og uddannede frem for vort Øie.

Hin gyldne Alder betegnes her med det saare passende Navn, Uskyldighedsstanden; thi reent og usmittet maatte det Jordiske være, for at kunne flyde sammen med det Himmelske . . .

I Uskyldighedsstanden var ingen Død, og det evige Liv fremspirede af Jorden selv; thi Mennesket udtrykte sit Begreb heelt. . .

(Grundtvig: Om Religion og Liturgie, 1806)

[3] Romantikkens kunstopfattelse:

Mægtige Kunstner,
Hvor du favner
Den levende Klippe
Og aftrykker dig i den!
Hvor hvert et Meisselslag
Er den evige Skabekrafts
Fjernere Pulsslag!
Hellige Kunst!
Det Eviges Udbrud
Af det Endelige!
Guddommelige Børneleg
Ved den Uendeliges Fod!
Salige Andagt!
Den Eviges Selverkjendelse
I det Endelige!
Straale af den uendelige
Selvkjærlighed,
Som holder det Hele sammen!
Du, det ene, eneste Væsens
Tilværelse i os!
Hellige Kunst!
Salige Andagt!
Samler mig i det Hele!
Styrter mig ned i den salige Afgrund,
I det ene, uendelige Selv!

(Schack Staffeldt, I Canovas Værksted, 1804)

[4] Grundtvig og Paludan-Müller sætter troen op mod fantasien:

... O, skuffende Drøm!
Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm!
Forgiæves dig Skialden, med Mund og med Pen
Af glimrende Skygger vil skabe igien . . .
O, Vidunder-Tro,
Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro . ..

(Grundtvig: De Levendes Land, 1824)

Ja, hvis med Phantasiens Blik man skued,
Gjensvared Alma: hvor fandt da man Ro?
Da var man hjælpeløs og eensom jo,
Mens for det Ubekjendte Hjertet grued.
Men glem hvert Rædselssyn, som nys dig trued!
Sku mod de fjerne Kyster med din Tro!
Der Livets stærke Magter alt sig nærme,
De, naar du synker, vil for Fald dig skjerme.

(Paludan-Müller, Adam Homo, 1848)

[5] Ingen romantisk revolte i Danmark!

. . . fælles for den vesteuropæiske romantik er revolten mod det borgerlige samfunds praksis, og at denne revolte er et internt opgør uden tilknytning til en anden praksis. Derfor sprænger romantikken sig ud af miséren dels i en regressiv bevægelse tilbage til middelalderen, dels i en åndig bevægelse op i det metafysiske . . . Den romantiske bevægelse importeres til Danmark og evnede med Steffens, den unge Oehlenschläger og Staffeldt som formidlere at skabe en smule uro blandt en snæver kreds af skønånder i en kort periode i det første årti af det 19. årh. Men mere blev det ikke til, og det af gode grunde. For her var i endnu mindre grad end i Tyskland nogen borgerlig-demokratisk praksis at revoltere imod. . . Under »guldalderen«s økonomiske depression og bylivets stagnation så den danske borgerlige offentlighed sig henvist til, da den lige akkurat viste tegn til at ville stikke næsen uden for dagligstuedøren, at trække sig tilbage til hjemmets rolige atmosfære, hægende om dets værdier og den borgerlige personligheds dannelse.

(Dansk Kulturhistorie og Bevidsthedsdannelse 1880-1920. Introduktion ved Poul Schmidt og Jørgen Gleerup, 1975)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt