Saga

Saga: De islandske sagaer fra middelalderen, hovedsagelig skrevet i 1200-tallet, er episke prosafremstillinger af historiske eller fiktive begivenheder.

De historiske sagaer handler om Norges og Islands historie. Hovedværket er Snorri Sturlusons Heimskringla (ca. 1230). Andre historiske sagaer er biografier af konger, bisper og høvdinge.

Slægtssagaerne (også kaldet ættesagaer, islændingesagaer, romansagaer) foregår i tidsrummet fra landnams-perioden ( : Islands kolonisation fra Norge) ca. 880-900 til kort efter Islands kristning i år 1000. Nogle af de vigtigste slægtssagaer er, i formodet kronologisk rækkefølge: Egils s., Vatnsdølernes s., Gisles s., Laxdølernes s., Ravnkels s., Njals s., Gunnlaugs s. Mens Egils saga er en løs, episodisk komposition, er Njals saga, trods betydeligt omfang og et vældigt persongalleri, stramt komponeret omkring en konflikts opståen og afvikling.

Også slægtssagaerne beretter om historiske begivenheder. Mange personer går igen fra saga til saga; de minutiøse opregninger af slægtsforhold giver indtryk af troværdighed. Ældre sagaforskning betonede dette autentiske præg: Man antog, at teksterne i 1200-tallets håndskrifter var nedskrifter af århundredgamle mundtligt overleverede slægtstraditioner (friprosateorien). Nyere forskning er skeptisk; nok bygger sagaerne på historisk stof, men de anvender det frit og digter til; den sluttede komposition i de bedste sagaer tyder på, at de er selvstændige forfatteres skriftlige produktion (bogprosateorien).

Slægtssagaerne skildrer et bondesamfunds opståen og afspejler dets normer. Jordejendommen er økonomisk basis; hensynet til dens bevarelse og vækst kræver, at slægten accepteres som absolut autoritet. En krænkelse forpligter selv den fjerneste slægtning af den krænkede til at hævne overgrebet. Konflikternes, ofte godt gemte, første udspring, er i de centrale sagaer af erotisk art: antipati mellem parterne i de ægteskaber, som slægtsoverhovederne indstifter, udenomsægteskabelige forbindelser. De uforudselige drifter krydser de vedtægter, som skulle sikre en lovlig orden; den resignerede erkendelse heraf ytrer sig i den tro på skæbnen, som er grundlaget for sagamoralen: Sin ære hævder man, idet man besindigt accepterer det, der ikke kan være anderledes [1]. Vurderinger fremtræder som kollektive bedømmelser (»det var nu manges mening, at . . .«); sagaberetteren selv afholder sig fra kommentarer. Fortællestilen refererer knapt, hvad der lader sig iagttage: Personerne skildres gennem deres adfærd, replikker og handlinger. Hele vægten ligger på at gengive det episke forløb af årsager og følger; beskrivelser, af personers ydre eller af naturen, er altid begrundet i deres betydning for handlingen.

Den tredje gruppe af sagaer er uden historisk tilknytning: eventyrsagaerne (fornaldersagaerne, »lyvesagaerne«) foregår i århundrederne før landnamstiden; det er eventyrlig underholdningsfiktion, der henter sit stof fra germansk og nordisk sagntradition.

[1] Sagaernes livsbillede:

Det er en umoralsk verden disse sagaer (: de centrale slægtssagaer) skildrer i den betydning at handlinger ikke svarer til erklærede eller udtalte principper . . . Det særlige for disse sagaer er den tolkning de rummer af dette misforhold i samfundet.

I alle de islændingesagaer, hvor sammenhængen findes, ledes den tilbage til et misforhold mellem de tilskyndelser, det enkelte menneske rummer, og de rammer, samfundet har lagt for deres udførelse som handling. Hvor en tilskyndelse følges uden hensyn til, om den går på tværs af slægtsinteresser, dér rystes samfundet i sin grundvold, på stedet, eller langt senere, et andet sted. Kaos kommer af kærlighed.

Deraf kunne man slutte at sagaens livsbillede hviler på en moralsk dom. Det er dog vildledende. Det er kun undtagelserne og de steder, hvor sagaen er svagest at ondets rod kaldes ondskab uden videre, som i tilfældet Valgard den grå, som Unn gifter sig med, hvorved hun bringer ondskaben ind i sin slægt.

Hyppigere er det sådan, at de mennesker, der starter lavinen, Tordis i Gisles saga, Bjørgolf i Egil Skallagrimssons saga, Høskuld og Gudrun i Laxdøla, ikke dømmes, men bare skildres som en måde, mennesker nu engang er på. Hvad disse islændingesagaer fortæller er, at samfundet og det enkelte menneske er konstrueret sådan, at de to ikke altid passer sammen. Det er ikke så meget moralsk forkasteligt, som det er tragisk; det er ikke så meget noget, der kan laves om på, som det er - og nu kommer et ord, som mange sikkert har ventet længe - skæbne . . .

Overalt i verden, hvor skæbnebegrebet kendes, er det navn for den kraft, som driver det, der ikke kan forklares på anden måde. Skæbnebegrebet er et restbegreb. Hvor de tolkningsbegreber, der står til rådighed for mennesker, er gode, det vil sige, hvor de er sådan beskafne, at de kan forklare en stor del af de problemer, mennesker står over for, dér bliver der kun lidt til rest, som man vil kalde skæbne. Hvor det modsatte er tilfældet, bliver tiden fatalistisk.

Om tiden forud for det 13. årh. skal der ikke tales her, for den er ikke til diskussion. Men om sturlungetiden, den tid, hvor fristaten gik til grunde og islændingesagaerne opstod, gælder det, at den rest, der blev tilovers, var stor - og skæbneforestillingen følgelig tung - for hvad de ukendte islandske sagaskrivere gjorde, var at de tolkede en omdannelsesproces, der havde dybe sociale og materielle rødder, i individuelle moralske og psykologiske begreber. . .

(Thomas Bredsdorff: Kaos og Kærlighed, 1971)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt