Satire

Satire: Litterært værk, som kritiserer eller revser sit emne, fx en person, en mening, et socialt misforhold, ved at latterliggøre det.

I ældre litteratur var satiren en lyrisk genre*, ved sin vittige, tilspidsede karakter beslægtet med epigrammet*. De romerske satirikere Horats, Juvenal og Martial er gang på gang blevet imiteret i europæiske litteratur.

I dansk litteratur er Ludvig Holberg (1684-1754) en hovedrepræsentant for genren. De 4 Skæmtedigte (1722) imiterer, via den franske klassicist Boileau, Horats og Juvenal. Med lange ræsonnementer satiriserer Holberg over almenmenneskelige tåbeligheder: overtro, vankelmodighed, tilbøjelighed til at gå fra én yderlighed til en anden - over ægteskab, og over mændene, som holder kvinderne nede. Holbergs Epigrammer (1737-49) efterligner derimod Martial.

»Satire« bruges imidlertid ikke kun som genrebetegnelse, men også bredere om ethvert litterært værk, som udtrykker en satirisk holdning, fx gennem ironi*. En sådan holdning er karakteristisk for forfattere som Henrik Pontoppidan (1857-1943), Jakob Knudsen (1858-1917), Hans Scherfig (1905-79), Erik Knudsen (1922-2007), Ivan Malinovski (1926-89) [1].

[1] Scherfigs satiriske teknik:

. . . Scherfigs . . . karakteristiske, teknik går ud på at placere mennesker . . . ved tilsyneladende at acceptere hvad de selv siger og tænker om sig selv og hvad omverden accepterende siger og tænker om dem . . . Når det om titelpersonen i Den forsvundne Fuldmægtig (1938) hedder at »Det tog ham nøjagtig 20 minutter at nå hjem til lejligheden på Gammelholmen. Han gik den korteste vej og holdt en jævn, regelmæssig fart«, så er fremstillingen tilsyneladende helt objektiv og ukritisk - samtidig med at den satiriske hensigt selvfølgelig straks er tydelig og i øvrigt dobbelt, idet ordene er den forsvundne fuldmægtigs hustrus over for politiet: Ikke blot over den forsvundne fuldmægtigs »jævne regelmæssige fart«, men også over for hans kones selvfølgelige accept af den - og stolthed over den - sætter midt i det loyale referat en underforstået satire ind. Samme teknik bruges hvor referatet ikke er lagt i munden på nogen, men er romanens eget (omend det nok afspejler »den offentlige mening«, som måske er den scherfigske romantekniks mest benyttede referent): »Det var en af de vanskeligste opgaver, som politiet nogensinde havde været stillet overfor. Det vakte ikke blot sensation, men også almindelig beundring, da resultatet forelå«. Satiren - og hele forfatterholdningen - ligger gemt i den falske loyalitet over for udsagnet, i hvis formulering man i øvrigt aner journalistens, den professionelle, samtidige »referents« klichéfyldte og personligt ikke særlig overbeviste opsummering af en formodet offentlig mening om sagerne . . .

(Anders Bodelsen i: Hertel: Tilbageblik på 30’erne, 2, 1967)

Til toppen

Glossary

Horats

Horats (Quintus Horatius Flaccus) var en romersk digter, der levede fra år 65-8 f.Kr. Læs mere om Horats i Den Store Danske.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt