Semantik

Semantik: Læren om betydning, for så vidt den udtrykkes sprogligt. Læren om betydning overhovedet uden hensyn til udtrykkets art, kaldes semiologi * (eller semiotik).

Det mindste betydningsbærende element i et hvilket som helst meddelelsesmiddel er tegnet, der defineres som en enhed af udtryk og indhold. Udtrykket (»signifikanten«) er af materiel art, noget hørligt eller synligt, i sprog fx de lyde, taleorganerne kan frembringe. Indholdet (»signifikatet«) er den betydning, vi tillægger et givet udtryk. Mere præcist kan nu semantik defineres som læren om sprogets »signifikater«.

Ifølge den franske semantiker A.J. Greimas udvikles og defineres betydninger ved ligheder og forskelle. Betydningerne af »gran« og »bøg« indeholder fælleselementet »træ« (: de to betydningers »semantiske akse«), men adskilles, »differentieres« af forskelle som »stedsegrøn« og »løvfældende«. De semantiske mindstedele, som en betydning er sammensat af, kaldes »semer«. En selvstændig og fuldstændig samling af semer udgør et »leksem« (ord). Imidlertid realiseres, når ordet bruges, kun en del af alle de mulige semer; den realiserede semgruppe, hvis sammensætning afhænger af konteksten*, kaldes et »semem«.

Semantikken har tidligere udelukkende eksisteret som en gren af lingvistikken; Greimas' semantiske analyse af tekstens større enheder, forløbsstrukturen, specielt hans opstilling af »aktant-modellen« og modellen af »betydningens grundstruktur« udgør imidlertid en væsentlig forudsætning for den litterære analysepraksis, der herhjemme har udviklet sig efter 1970, narratologien*. Jf. også Strukturalisme* [1].

[1] Semantik: et fælles, og påkrævet, analyseapparat for tekster af enhver art:

. . . En lang række af de fænomener, som anses for særligt litterære, genfindes, hvis man forholder sig analytisk, i fx massekommunikationens sprogbrug. I stedet for en rent litterær analyse og tekstteori er der således behov for en almen teori som baggrund for, hvad vi kunne kalde mytisk sproganalyse, en analyse, der skulle sigte mod gennem analyse af de sprogligt formidlede betydningsstrukturer at afdække de analyserede teksters univers; ligesom man i litterære tekster kan finde fiktive universer, således kan man i massekommunikationens sprogbrug finde lignende universer, som ikke bliver mindre fiktive af at de bliver givet ud for at være oplysning om virkelige forhold. Der aftegner sig altså et forskningsområde, der går på tværs af de instituerede faggrænser . . .

(Grodal, Madsen, Røder: Tekststrukturer, 1974)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt