Skillingsvise: Betegnelse for viser af meget forskellig karakter, men med det fællestræk, at de produceres i billige småtryk og forhandles til et folkeligt publikum. De første danske skillingstryk dukkede op kort før 1600, og endnu ind i dette århundrede er der publiceret nye skillingsviser, både på forlagsbasis og anonymt. Hovedtyperne er: middelalderlige folkeviser* (oftest optrykt efter A.S. Vedels og Peder Syvs udgaver), journalistiske viser om samtidige kriminelle, katastrofale og mirakuløse begivenheder, lyriske viser om, især ulykkelig, kærlighed og gerne med en sømand eller en soldat som den mandlige hovedperson. En sjælden gang kan et digt af en anerkendt digter forlade det finlitterære kredsløb og glide ind i skillingsviseproduktionen [1].

[1] Danmarks største skillingsviseproducent:

Peter Julius Strandberg (1834-1903), bogtrykker, forfatter og forlægger. Blev udlært som typograf og arbejdede nogle år som journalist, indtil han i 1861 oprettede sit eget forlag i en butik på hjørnet af Vingaardsstræde og Holmensgade i København; 1869 købte han sammen med typograf Bernhard Wennstrøm et trykkeri. S. var sin tids største underholdningsproducent. Foruden en lang række opbyggelige småbøger skrev og udgav han adskillige anekdotesamlinger, humoristiske fortællinger og folkelige fortællinger om »Hagbart og Signe«, »Tovelille« o.lign. og optrykte de gamle folkebøger. Mest kendt er S. som forfatter og udgiver af tusinder af flyveblads- eller skillingsviser, især om aktuelle emner, som fx Christiansborg Slots brand i 1884, der på kort tid solgtes i 60.000 eksemplarer, samme år solgte han ifølge sin dagbog »noget over 405.000 viser«. Fra 1864-78 udsendte S. 16 hefter af »Visebog for Hvermand«, og i 1883 udkom 1. bind af den populæreste visesamling, der nogensinde er udgivet i Danmark, ottebindsværket »Danmarks - Den syngende Mand paa Bølge og Land«, der indtil 1921 flere gange er blevet optrykt.

(Danmarks gl. Folkeviser XII, 1976)