Sonet: En digtform (evt. en genre*). Sonetten består af 14 linjer, som almindeligvis opdeles i to 4-linjede strofer, »kvartetter«, og to 3-linjede, »terzetter«. Rimfølgen er ofte abba-abba-cdc-dcd; det væsentlige er dog, at hver strofegruppe sammenrimes.

Sonetten opstår i Italien i 1300-tallet. I dansk litteratur dyrkes sonetten især af barok*digterne og romantik*-erne. Baroksonettens versemål er alexandrineren*. Den romantiske sonet (Chr. Winther (1796-1876), Emil Aarestrup (1800-56), Frederik Paludan-Müller (1809-76)) opbygges af 5-fodsjamber + én overskydende tryksvag - en efterligning af det oprindelige italienske 11-stavelsesvers.

Strofebygningen og rimmønstret deler sonetten i to afsnit. Denne todeling karakteriserer også gerne sonettens indhold: Kvartetterne fremstiller en situation eller et problem, terzetterne drager en personlig konsekvens eller udtrykker en løsning i pointeret form [1].

I nyere tid er sonetten sjælden. Den kan tiltrække enkelte form- og traditionsbevidste lyrikere: Sophus Claussen (1865-1931), Frank Jæger (1926-77), Thorkild Bjørnvig (1918-2004), Jørgen Sonne (1925-2015).

[1] Sonetten styrer fra den almene situation imod den personlige pointe:

Han græd, da han blev født. Og Barnets Far
kaldt ind fra Gæstebud og Venners Tale
slog op en Latter: »Sikket Gab du har!«
Det kloge Barn fandt snart paa alt det gale!

tissed mod Sol og tog i Regnvejr Bad,
forfulgte under lave Skyr en Svale,
lod Gaardens Hunde spise af sit Fad,
og pusted dem paa Dril i deres Hale.

De gode Kvinder, som den spæde skøtter,
ombandt hans lille Manddom glad og tit
med Blomster, Baand og Fandens Mælkebøtter.

Hvorfor er jeg bedrøvet? Gik det skidt
ved Livets Gæstebud og Sammenkomster;
der findes altid dem, der flætter Blomster.

(Sophus Claussen, Pilefløjter, 1899)