På dansk må vi overholde et sæt af regler for orddannelse, ordvalg, bøjning og ledstilling; formuleringer, der strider mod disse regler, vil almindeligvis ikke blive anerkendt som dansk. Men de sproglige regler angiver ofte rammer, og inden for disse rammer kan vi vælge. Stil er en særlig karakteristisk udvælgelse og anvendelse af sprogets udtryksmuligheder. Jf. Normalsprog* [1-2].

Sproget kan bestemmes og beskrives historisk (fx ældre nydansk 1500-1700), regionalt (jysk, fynsk), sociologisk (klassesprog, gruppesprog: udvandrerdansk), biologisk-psykologisk (barnesprog). En sætning på jysk er således et sprogligt fænomen i en jysk dialekttalendes mund, fordi den er afhængig af hans geografiske og sociale tilhørsforhold. Når derimod Steen Steensen Blicher (1782-1848) vælger at bidrage til den rigssprogede litterære produktion med en samling fortællinger på jysk (E Bindstouw, 1842), må vi i en litterær sammenhæng betragte dialekten som et stilistisk fænomen.

Stilanalysen

spørger, hvilke karakteristiske tendenser, der kan udledes af ordvalget (fx stilhøjde, abstraktionsniveau, dialekt, jargon, pastiche*). Den iagttager, om nogle ordklasser dominerer på andres bekostning (jf. Nominalstil*). Den studerer ordenes betydningsfunktion, om de er brugt i egentlig eller uegentlig betydning, jf. Billedsprog* med yderligere henvisninger. Endelig undersøger stilanalysen en lang række syntaktiske fænomener (jf. Syntaks*): ledstillingsejendommeligheder, gentagelsesstrukturer, forholdet mellem hoved- og bisætninger.

Allerede antikken* udviklede en meget nuanceret systematisering, hvis klassifikationer og benævnelser stadig anvendes. Jf. Retorik*, Stilfigur*.

En egentlig stilanalyse nøjes imidlertid ikke med at registrere. Den kan for det første karakterisere, dvs. fremhæve og sammenstille de stiltræk, der viser teksten som typisk eller afvigende i en større sammenhæng: periode* - genre* - forfatterskab). Eller stilkarakteristikken kan dokumentere påvirkning fra værk til værk (sammenlignende stilforskning). For det andet vil stilanalysen bidrage til det enkelte digterværks fortolkning: Den vil vise, hvordan værkets holdning, stemning, livsbillede overhovedet kun realiseres i værkets individuelle stil.

Vi må altså skelne mellem forskellige stilbegreber. Stilen kan ses som et produkt af æstetiske, filosofiske, ideologiske bestræbelser i en bestemt periode; den kan studeres som en udtryksform, der er afhængig af og selv betinger en litterær genre, eller som er karakteristisk for en bestemt forfatter. Endelig kan stilen bestemmes som virkeliggørelsen af hensigt og holdning i det foreliggende værk. Disse stilbegreber: periodestil, genrestil, forfatterstil og værkstil udelukker ikke, men supplerer tværtimod hinanden: Den fuldstændige stilanalyse må tage hensyn til dem alle.

Periodestil

Periodeafgrænsningen er i sig selv problematisk. I praksis hævder man ofte en stilistisk overensstemmelse mellem litteraturen og samtidige frembringelser inden for andre kunstarter (musik, billedkunst, arkitektur). Jf. Barok*, Impressionisme*, Ekspressionisme*.

Et vanskeligt problem er, om et stilistisk enhedspræg i en bestemt tidsalders kunst lader sig forklare ved en underliggende fælles ideologi eller livsopfattelse. Med udtrykket »skrivemåde« (écriture) betegner man i dag en forfatters samlede valg af formuleringsmuligheder, hvormed han udtrykker eller kommer til at udtrykke sin opfattelse af litteraturens placering og funktion i samfundet [3]. Således er fx den moderne dokumentarisme* udslag af en socialistisk samfundsopfattelse, der også af forfatteren kræver direkte politisk virksomhed. Dokumentarismen er en konsekvent virkeliggørelse af skrivemåden realisme*, der udvikler sig sammen med det moderne kapitalistiske industrisamfund i opposition til dette.

Genrestil

Storgenrerne (jf. Genre*) er så abstrakte bestemmelser, at man næppe på én gang kan karakterisere dramatisk, episk og lyrisk stil præcist og almengyldigt. Derimod afgrænses undergenrerne ofte over for hinanden af markante stilforskelle. Eksempler fra de små episke genrer er eventyrets* abstrakte, detaljefattige og stærkt formaliserede fremstilling over for sagnets* og novellens* større virkelighedstroskab i form af tids- og stedfæste. Inden for de dramatiske genrer kan man tænke på en klassisk tradition for høj stil i tragedien*; det vil bl.a. sige lille, udsøgt ordvalg og fast metrisk form (jf. Alexandriner*, Blank verse*) imod komediens* lavstil på prosa og med rig anvendelse af elementer fra mundtlig og folkelig tale: jargon, mundheld, forsnakkelser etc.

Forfatterstil

Af forfatterskabets enkelte værker fremgår det enhedspræg, som er forfatterens individuelle stil. Den er for det første betinget af forfatterens tilslutning til en litterær skole eller et bestemt kunstnerisk program, dernæst af hans tankeverden, »filosofi«. Studier i lyrikeres billedbrug afslører ofte forkærlighed for bestemte symboler*, der fortætter digterens livssyn og grundlæggende erfaringer (ex: månen som dødssymbol i Thøger Larsens (1875-1928) lyrik).

Ydre livsomstændigheder: Social og geografisk oprindelse, opvækst, uddannelse er andre forudsætninger for forfatterens individualstil. Jyske digtere (Steen Steensen Blicher (1782-1848), Johs. V. Jensen (1873-1950), Jeppe Aakjær (1866-1930)) kan anvende dialekt eller jyskfarvet rigsmål; præstesønnen Henrik Pontoppidan (1857-1943) støtter sig trods al kristendomsfjendskab på kristne stiltraditioner: bibel, prædiken.

Hvad der i individualstilen endelig ikke lader sig forklare ad disse veje, søger sin begrundelse i forfatterens psykiske særpræg, i temperament og sind. Roland Barthes, som har skabt begrebet »skrivemåde« (se ovenfor), og som derfor definerer »stil« snævert som »forfatterstil«, siger om stilen, at »den opstår i forfatterens kropslige eksistens og fortid«, den er et »naturligt produkt af det biologiske individ« [3-4].

Værkstil

Det enkelte digterværk meddeler læseren en oplevelse af en bestemt holdning*, forstået både som »livsholdning« (fx politisk, religiøs) og som det tonefald (den »modus«), hvormed digteren taler i sit værk, fx: begejstret, undrende, spottende, fortvivlet. I begge betydninger fremgår holdningen af værkets særlige stil. Det digteriske udsagn eksisterer ikke uden for sproget, og en hvilken som helst ændring i formuleringen ændrer også udsagnet. For en sådan (nykritisk*) betragtning er de enkelte stilfænomeners betydning og virkning ikke knyttet til fænomenerne som sådanne, men afhænger af deres placering i værkets kontekst* [5].

[1] Bred og snæver stil-definition:

Man kan mycket grovt räkna med två konkurrerande stiluppfattningar i modern forskning. De ena utmärks av att begreppet stil ges en mycket vid omfattning inbegripande praktiskt taget alla val en författare kan göra ...
Den andra ger begreppet en mycket snävare definition. Stil är enligt denna uppfattning resultatet av olika manipulationer av det spräkliga systemet antingen som val mellan olika uttrycksmöjligheter som systemet erbjuder eller som avvikelser från vad systemet normalt föreskriver ....
Det finns skäl för båda uppfattningarna. Jag ska inte diskutera dem närmare utan bara kort ange huvudskälet till varför jag anser att den senare, den snävare och lingvistiskt förankrade definitionen är att föredra. Det sker enklast mot bakgrund av några textteoretiska antaganden.
En textteori får förmodligen byggas upp kring en generell kommunikationsmodell, och det anses allmänt att en sådan modell måste innehålla minst följande delar (se t.ex. Jakobson 1960):

(jf. citat ved Kommunikation*).

Textproduktionen kan beskrivas som ett antal val som kommunikationssituationen erbjuder plus de nödvändiga följderna av dessa val. Man kan anta, att alla val påverkar den totala innebörden i meddelandet och påverkas av olika faktorer i kommunikationssituationen. Enligt modellen måste man minst skilja mellan val av innehåll, av kanal eller medium och av kod. Men det bör även vara möjligt och är kanske nödvändigt att urskilja subkategorier inom var och en av dessa generella valkategorier. Det är en av textteorins viktigaste uppgifter att avgränsa ett lämpligt antal kategorier och ange relationerna mellan dem och andra delar av modellen. Att nu kalla alla eller en stor del av dessa val för stilistiska vore att sudda ut viktiga distinktioner.
Stilistiska val är enligt den snäva definitionen sådanna som sker inom koden, i det här fallet språksystemet. Ett skäl att föredra denna avhränsning är alltså att det förefaller fruktbart att hålla ett antal val av olika typ åtskilda. De val som definitionen avgränsar är mycket betydelsefulla för meddelandet och kallas traditionelt stilistiska ....

Jan Thavenius: Stil och Vokabulär, 1972.

[2]

(Det digteriske sprogs udtryksmuligheder) ... er jo i praksis som i teori én sammenhæng, én stil, og den kunne karakteriseres med et yndet udtryk hos angelsaksiske teoretikere: »heightened language« — højnet, forstærket, intensiveret sprog, når man blot vogter sig for at give denne definition en ensidig fortolkning. Det betyder ikke det høje patetiske sprog, »gudernes tungemål«, som især fremhæver den højtidelige, officielle og tragiske stil. Det betyder heller ikke det malende, anskueliggørende sprog, hvorved man ensidigt fremhæver forestillingskraften, sansebilledernes styrke i stilen. Og ikke det emotionelle sprog, følelsens udtryk, hvad især de romantiske digtere og æstetikere har villet indsnævre digtningen til. Men det betyder snarere alt dette under ét, som en helhedsfunktion, om end med skiftende vægt på de enkelte muligheder i de skiftende genrer, stilarter og epoker, og med vekslende formuleringsmåder under hensyn til hvad der skal formuleres.

(Sven Møller Kristensen: Digtningens teori, 1958)

[3] Stil og écriture (skrivemåde):

. . . (Stilen er en isoleret og vertikal bevægelse i sproget; andetsteds kalder han den også funktionsløs, rent udtryk og ornament. I alle tilfælde står den i modsætning til écrituren ved ikke som den at være en holdning. Stilen er for Barthes bundet til den enkelte forfatter, ikke til genrer osv. Han kalder også sprog og stil for natur, mens écrituren er formen fastholdt i sin menneskelige intention.

... Et sted skriver Barthes om en række samtidige forfattere, der har helt igennem forskellige écriturer: »alt adskiller dem sådan som tonefald, stillag, intentioner, moral og deres sætningers karakter, og i en sådan grad, at det at være fælles om tidsalder og sprog tæller meget lidt i forhold til écriturer, der i sig selv er så modsætningsfyldte og veldefinerede.« . . . De elementer, som danner det plan, der kunne kaldes écriture-planet, er meget heterogene. Tonefald i et værk er noget man kun løst kan beskrive med ord som fx indsmigrende, aggressivt, ironisk etc., der findes ikke nogen sammenhængende begrebsdannelse i forbindelse med disse forhold. På samme måde forholder det sig med stillag, som først og fremmest bruges om miljø og genrebestemt sprogbrug. Intentioner er en kompliceret sag at beskrive, drejer det sig om intentioner over for modtageren? eller om intention med kunstværket i det, man kunne kalde det litterære system? eller om forfatterens absolutte intention med værket? Moral kan betyde mange ting, men hos Barthes betyder det vel en moral over for andre former for moral, vel egentlig det samme som intention, den sproglige handlings moralske intention. Sætningernes karakter kan betyde det samme som stillag, eller drejer det sig mere præcist om sætningens konstruktion? Mulighederne er legio, men det ser foreløbig ud til, at Barthes peger på manifestationer, hvori der kan ligge en holdning, eller hvori der kan indtolkes en holdning, en holdning, der så igen sættes i forbindelse med bestemte bevidsthedsprocesser, der er affødt af den økonomiske struktur . . .

(Jette Lundbo Levy i Nydanske Studier, 1/1970)

[4] Georg Brandes om forfatterstil:

Ved Stil forstår jeg hos en Prosaforfatter ikke andet end den Tone, hvori han sædvanligt taler (ligefrem, opstyltet, lyrisk, begejstret, oratorisk, belærende, følelsesfuld, munter, alvorlig osv.), den Orden, i hvilken han fremstiller Begivenheder eller Tanker (systematisk eller lunefuldt, springende eller trinvis afmålt, langsomt forberedende eller pludseligt og improviseret begyndende), og det Tempo, hans Prosa fordrer at læses i (Andante eller Allegro eller Allegro furioso). Den gode Stil er ikke andet end den Kunst at blive læst og forstået. Men som Enhver let vil se, kan forskellige Forfattere danne sig forskellige Idealer af Stil, ikke vilkårligt, men efter deres ejendommelige Natur. Thi den sande Stil er ikke andet end den ærlige Stil, det oprigtige uskrømtede Udtryk for, hvad Forfatteren har følt og tænkt, således som han har tænkt og følt det.

(Georg Brandes: M. Goldschmidt, 1869)

[5] Det nykritiske stilbegreb:

Med opfattelsen af form og indhold som en funktionel enhed, hvor forskydninger i den ene side — f.eks. den formelle - automatisk medfører forskydninger i den anden, var det også givet, at stilstudiet aldrig kunne gennemføres uden om tolkningen af det indhold, stilformen var tilknyttet, og omvendt at tolkningen ikke kunne gennemføres uden om en analyse af de særlige stil- og formtræk, som digtningens indhold udtryktes igennem. Heraf fulgte, at forskningen, hvis den ikke skulle komme i modstrid med sine egne principper, måtte blive en forskning i tekstlige enheder, d.v.s. i enkeltdigtninge.

(Johan Fjord Jensen: Den ny kritik, 1962