Stof

Stof: Et digterværks materiale. Stoffet kan tilhøre den aktuelle eller historiske virkelighed (Vietnam-krigen, Chr. II), det kan stamme fra mytologi og religion (syndefaldet, Leda med svanen), og det kan være selvopfundet. Stoffet eksisterer før og uden for digterværket; i digterværket formes stoffet: gennem udeladelser og fremhævelser frigør digteren det motiv*, han ser indeholdt i stoffet. I det realiserede motiv træder temaet* frem, digterens fortolkning af stoffet.

I praksis er det imidlertid ofte vanskeligt at skelne skarpt mellem stoffet og den fortolkning, der foreligger i værket. Lettest går det, hvor værket skildrer en oplevelse af vor fælles, ydre omverden. I mange tilfælde foreligger stoffet allerede tolket, når digteren modtager det; det gælder mytologisk og religiøst stof, men også historisk og meget aktuelt (politisk) stof, som digteren kun kender gennem kilder. Sværest er det at bestemme det selvopfundne stof: Kladder kan eventuelt vise fiktive personers og miljøers eksistens i forfatterens fantasi, altså uden for det foreliggende færdige værk.

Litteraturhistorisk interessant er især stof, der har tiltrukket flere digtere. Sammenligninger af værker med et sådant fælles, materielt grundlag kan sætte det enkelte værks genrebestemte, stilistiske og ideologiske særpræg i relief.

[1] Et historisk stof og dets digteriske udnyttelse:

Folkevisen om Valdemar og Tove (DgF 121) besynger antagelig personer ved Valdemar den Stores (1131-82) hof. Konflikten mellem dronningen og kongens elskerinde er dog et europæisk vandremotiv, der også ses knyttet til andet historisk stof, således til den engelske konge Henrik II. - Historikeren Arild Huitfeldt (1546-1609) henførte den danske vise til Valdemar Atterdag (1321-75). Peder Syv kalder i sin udgave af visen (1695) dronningen Hedvig - som Valdemar Atterdags dronning hed. Valdemar og Tove-visen i Peder Syvs version er en af kilderne for de danske romantikere, der udnytter stoffet:

B.S. Ingemann (1789-1862): Prins Otto af Danmark (1835)
Henrik Hertz (1797-1870): Valdemar Atterdag (1839)
J.L. Heiberg (1791-1860): Syvsoverdag (1840)
Chr. Winther (1796-1876): Nye Digte (1851)
Carsten Hauch (1790-1872): Valdemar Atterdag (1861)
J.P. Jacobsen (1847-85): Gurre-Sange (1867-69).

Folkevisen har altså oprindelig givet et delvis historisk stof (eksistensen af personerne og relationerne imellem dem) kunstnerisk form. Senere bliver visen selv en stofkilde.

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt