Strofe

Strofe (populært: »vers«): Forbindelse af vers*(linjer), der kan opleves som en selvstændig helhed. Verslinjerne må derfor have samme alternation* og tilnærmelsesvis samme omfang (antal taktslag, »tryk«). Strofen må bygges ens fra gang til gang, for at man kan identificere den, og den må ikke være for lang, hvis den skal kunne opfattes som en helhed. Det metriske mønster er det primære strofedannende princip; hertil slutter sig rimet* som det sekundære; rimkombinationen fremhæver strofebygningen.

De fleste strofers struktur kan beskrives som en udvikling af et simpelt linjepar (bestående af identiske vers eller af et hovedvers og et bivers med kataleks (se Vers*) [1]. Strofens struktur støttes af og støtter selv strofens tankemæssige og sproglig-stilistiske opbygning.

Jf. Folkevise* - Ottave* - Nibelungenstrofe* - Sonet* (der kan opfattes som én 14-linjet strofe).

[1] Strofebygningens princip:

Princippet for Strofebygningen er overalt det samme, idet man går ud fra et mindste Afsnit, et Linjepar af Vers med forskellige Udgange. . Af disse forener man efter Omstændighederne to tre eller fire til en Strofe, og idet man derefter vilkårligt vælger en Linje af dem til det egentlige Evolutionsmoment, foretager man dernæst . . Udfoldninger . . Kalder man de to Udgange a og b (uden Hensyn til Rimene. .), da have vi den firelinjede Strofes Type naturligt angiven ved abab. Af denne frembyde sig som naturlige femlinjede Afledninger aabab og abaab; som sekslinjet aabaab. Trefordobling kan selvfølgelig finde Sted; en syvlinjet Strofe er således aabaaab . . . En syvlinjet Strofe, afledt af den firelinjede, ses af Versene:

Flyv ud, mit Korn i Mulde, (a)
Lig lunt i Storm og Kulde (a)
Ved Jordens Moderbryst! (b)
I Nætterne de lange (a)
Sug Kraft og bliv til mange, (a)
Og vaagn ved Lærkesange, (a)
Naar atter det er lyst. (b)

(Ernst von der Recke: Dansk Verslære, 1885)

Til toppen

Glossary

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

metodebogen.dk | ISBN 978-87-998642-1-8 | © Jørn Ingemann Knudsen (redaktør og ansvarshavende) og forfatterne 2024 | Kontakt