Symbol

Symbol (af det græske ord for ’at sammenholde’): I bred, ikke-litterær betydning: en genstand, fx en figur eller et billede, som repræsenterer, »står for« noget andet end sig selv. Således er korset symbol på kristendommen, Dannebrog symbol på Danmark, færdselstavlen »trekant på spidsen« symbol på forekomsten af en hovedvej forude. I moderne sprogvidenskab taler man om ordets/meddelelsens symbol-funktion: ordet »bil« repræsenterer genstanden »bil«. Som det ses, ligner symbolet ikke det symboliserede: Fælles for eksemplerne er, at deres symbolkarakter beror på en kollektiv vedtægt, og kun den, som kender vedtægten, oplever symbolet som symbol [1].

Særlige symbolbegreber er udviklet af dybdepsykologien. Freuds* drømmesymboler er seksuelle ønsker, der pga. deres tabu-karakter er fortrængt ned i underbevidstheden, men som i maskeret form viser sig for den drømmende. C.G. Jung antager, at det »kollektivt ubevidste« under det »personligt ubevidste« rummer en fond af fællesmenneskelige grundforestillinger (fx om det kvindelige og det mandlige: aninta og aniinus). Organisationen af disse »arketyper« bestemmer personlighedens udvikling. De betydeligste kunstværkers symboler gemmer, ifølge Jung, et arketypisk indhold.

I det litterære værk forekommer både konventionelle symboler (korset, Dannebrog) og individuelle, dvs. symboler, hvis symbolkarakter skabes i og af det enkelte værk. Inspiration fra dybdepsykologiens symbolteorier spores i meget af dette århundredes digtning. Det individuelle symbol er det egentlige, digteriske symbol i snævrere forstand. Dets egenart kan præciseres gennem en sammenligning med metaforen*.

Ligesom metaforen er symbolet oftest et ord, der betegner noget, som ligger uden for ordets normale betydningsområde. Men symbolet kan også være en fiktiv person (dvs. den totale personskildring), fx Noureddin som symbol på den golde intellektualisme, eller et hændelsesforløb: appelsinen, der bestandig falder i Aladdins turban, symboliserer heldet.

Dertil kommer, at symbolet ikke, som metaforen, forudsætter en lighed i det sanselige. »Rose« i »rosenkind« er en metafor: Kindens rødme identificeres med rosens; som symbol kan rosen betegne fx Jesus, ungdom, kærlighed, livsglæde [2], oftest forestillinger, som er stærkt værdiladede, centrale i en livstolkning. »Dét er den sande symbolik, hvor det specielle repræsenterer det mere almene,« siger Goethe. Dette indebærer, at symbolet i hele sin betydningsfylde er uoversætteligt. Og derfor er det også karakteristisk for symbolet, til forskel fra metaforen, at det altid har en væsentlig, overordnet funktion i teksten (især digtet): Metaforen gør enkeltheder anskuelige, symbolet bærer temaet*.

Endelig kan man skelne symbolet fra metaforen derved, at metaforen altid fremtræder som et brud på normalsproget*, hvad symbolet ikke nødvendigvis gør. Symbolkarakteren kan antydes gennem fremhævelse (gentagelse*, menings- og sætningsparallelisme), men er ofte umarkeret og konstateringen helt afhængig af fortolkerens indfølingsevne.

[1] At skabe symboler er en vital, - og truet bevidsthedsfunktion:

l den moderne civilisation er der to store trusler mod bevidsthedens sundhed: den nye livsform, som har fremmedgjort de gamle natursymboler for vore sind, og den nye arbejdsform, der gør personlig aktivitet meningsløs, gør den uacceptabel for den forslugne indbildningskraft. De fleste mennesker ser aldrig de varer, de frembringer, men står ved et samlebånd og drejer på en million nøjagtig ens skruer, der passerer forbi, eller lukker en million nøjagtig ens emballager timer, dage, år igennem. Denne form for virksomhed er for ligegyldig, for tom, til at selv den mest opfindsomme kan lægge noget symbolsk indhold ind i den. Arbejdet er ikke længere en rituel sfære; og dermed er den nærmeste og sikreste kilde til sjælelig tilfredsstillelse tørret ind. På samme tid er et bosted blevet afløst af moderne lejede boliger — snart her, snart der, og derved er endnu et af den menneskelige bevidstheds ankertove blevet overkappet. De fleste mennesker har intet hjem, der er symbol på deres barndom, end ikke en klar erindring om noget bestemt sted til at gøre det ud for et hjem.

(Susanne K. Langer: Menneske og Symbol, 1942; dansk oversættelse 1969)

[2] Rosen som symbol:

. . . Nu, Jesu, du stedse skal være
Min smykke, min rose og ære,
Du gandske mit hierte betager,
Din sødhed jeg finder og smager.

Min rose mig smykker og pryder,
Min rose mig glæder og fryder;
De giftige lyster han døder,
Og korset (: lidelsen) saa liflig forsøder . . .

(Brorson: Den yndigste rose, 1732)

Hvor blev / røde Roser dog
Fra Ungdoms Dage glade?
I min Erindrings Psalmebog
Jeg gieminer Eders Blade.

Og skiøndt hvert Blad er guult og graat,
Som Farven af de Døde,
Den Sommerdag jeg mindes godt,
Da de var purpurrøde.

I deres fine Væv endnu
Jeg kiender hver en Aare.
Som før af Morgenduggen, nu
Den fugtes af min Taare.

(Oehlenschläger, 1832)

Vilde Roser i Dagregn!
Og Toget er standset,
Med Ruder, der løber fulde
Af blændende Regnskær,
Og Buskenes vilde Lys
I det vaade og grønne.

Lykkeligt stort og ligetil blir Livet -
Draabe, der rammer Draabe,
Regn over Regn.
Sekunderne lukker sig op
For en lang Erindring:
Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet . . .

(Morten Nielsen, 1944)

Til toppen

Glossary

Arbejdsform

Klassearbejde, gruppearbejde, pararbejde, individuelt arbejde, projektarbejde, individuelt hjemmearbejde, gruppe-hjemmearbejde, eksternt samarbejde (produktion- og vidensdeling med parter uden for klassen) mv.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt