Symbolisme

Symbolisme: Retning i europæisk litteratur o. 1890. Forberedt og tidligst repræsenteret af franske lyrikere: Baudelaire, Mallarmé, Verlaine. Symbolismen er et oprør mod naturalismens* og realismens* krav om objektiv virkelighedsgengivelse. Det er symbolistens indsigt, at hans omverden ikke eksisterer uafhængigt af ham, men er hans oplevelse; tingene fremtræder derfor ladet med betydning, som sjælen kender sig dybt fortrolig med - de er symboler*. Og mellem alt, som erfares, består der skjulte sammenhænge. Det er nu poesiens opgave at genskabe de stemningsbårne erfaringer i sproget: Poesien er sit eget formål. Den foretrukne storgenre* er lyrikken*: Stilidealet er suggestionen (jf. Suggestiv*). Symbolisten søger i sit billedsprog ikke anskuelighed, men at frigøre ordenes skjulte stemningsindhold (jf. Konnotation*). Metaforerne formulerer ofte korrespondancer mellem sanserne (synæstesi*). Karakteristisk for symbolistisk lyrik er den højt bevidste udnyttelse af rytme og klang som udtryksmidler [1].

I Danmark introduceres symbolismen af Johannes Jørgensen (1866-1956) med litteraturkritiske artikler i aviser og tidsskrifter i begyndelsen af 1890'erne. I Jørgensens eget tidsskrift Taarnet (1893-94) står programartiklen Symbolisme. I en artikel i Tilskueren 1893 forstår han symbolismens indadvendte skønhedssøgen som en reaktion på industrisamfundets sjælløshed [2]. Johannes Jørgensens ungdomslyrik, indtil han konverterer til katolicismen i 1894, realiserer programmet i en artistisk, kompliceret og raffineret stil; efter 1894 suggererer han igennem den yderste forenkling af stil og metrik en oplevelse af afklaret trosvished.

- Sophus Claussen (1865-1931) er den mest konsekvente danske symbolist: Digtet Ekbatana (1896) er i tema og stil et mønstereksempel på symbolistisk kunst. Gennem hele livet fastholder Claussen sin tro på fantasien, åbenheden, eros. Alle muligheder har krav på udfoldelse: I underfundige genfortællinger af bibelske beretninger (Il letto, Hexen i Endor, begge i Djævlerier 1904) frigør han, hvad kristen tradition har undertrykt [3].

- Mindre markant træder symbolistiske tendenser frem hos andre af 1890'ernes lyrikere: Helge Rode (1870-1937), Viggo Stuckenberg (1863-1905).

[1] Johs. Jørgensen karakteriserer Mallarmés symbolisme:

»Mallarmé vil en suggestiv og musikalsk Poesi. Han attrår Ordet i dets sjælelige, væsentlige Form, ikke i dets brutale og overfladiske Tilstand. Han drømmer om et Sprog, hvor hver Sætning, hvert Ord har Hundreder af hemmelige Forbindelser og strejfer hen over Klaverer af Stemningsstrenge, saa de dulgt og dæmpet klinger med. Han søger en Poesi, der i én Linje udtrykker, hvad andre Digtere siger på lange Sider. Mallarmés Digtning bliver således en litterær Symbolisme.«

(Tilskueren, 1893)

[2] Symbolismen er en protest mod samfundet:

. . . Den Tid, hvori vi lever, tilhører Pengevældet og Skønhedshadet. De Mennesker, som behersker os, holder deres eneste Andagt ved Mammons Altre. Poesien regnes for en Dårskab, Kunsten for et Tidsspilde. Den store Skønhed har intet Hjem i denne Verden, hvis æstetiske Behov tilfredsstilles af Varieteens Gøgl og Folkekomediens Forlorenhed . . . Da opstår der, midt i dette moderne Samfund, en Slægt af Digtere, hvis Poesi er Menneskeåndens Protest mod Tiden og Verden . . . Det, de forkynder, er . . . åndelig Revolte. En Revolte i dette Ords egentligste Forstand: en Omvendelse. De bortvender sig fra Verden, fra det ydre Liv. Og de søger Frelse og Fred i en evig Skønheds Riger og på Kysten af en udødelig Drom.

(Tilskueren, 1893)

[3] Poesi er naturlig religion:

. . . Vi ved, at alle menneskelige Drifter oprindelig kun er Spirer, der søger Lyset — Livskim, der bryder frem af deres underjordiske Skjul, alene med det Mål at folde sig ud. Og vi kan derfor ikke være fornøjede med de Prædikanter, der ganske simpelt halverer Verden i godt og ondt og indbilder os, at det golde Helvede er Grunden under os.

De bagtaler og bestjæler Livet. Og når de også vil sætte Tænder i Litteraturen, som hos mange er bleven Erstatning for den frarøvede Religion og har gengivet Jorden og Menneskene den tabte Guddommelighed - da er det rimeligt, at man råber: »Ud med Ødelæggerne! Ud med Gråben!«

(Sophus Claussen: Politiken 24.3.1900, her efter: Det aandelige Overskud, 1971)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt