Tema: Ordet bruges ofte i samme betydning som »motiv*. Det er dog rimeligt at reservere »tema« som betegnelse for værkets problem eller idé.

Temaet eksisterer uden for værket som et alment livsvilkår: kærligheden, døden eller som en historisk fremkaldt, problematisk situation: fx fremmedgørelsen* [1]. I værket fremtræder temaet fortolket, idet man ved »fortolkning« her må forstå en enhed af intellektuel analyse og følelsesmæssig holdning. Salmedigteren begriber døden som udtryk for Guds vilje, og denne forståelse ændrer dødsangst til fortrøstning. Temaet kan derfor bestemmes som det sæt af vurderinger, der er indeholdt i værket: Salmen tolker døden som et gode, fordi den fører os til Gud.

For så vidt kan man altså tale om døden som motiv og som tema og mene noget forskelligt dermed. I J.P. Jacobsens Niels Lyhne er dødsmotivet realiseret i de mange konkrete skildringer af menneskers død; temaet er derimod den ateistiske bevidstheds kamp for at affinde sig med døden som livets endelige grænse.

Når vi tolker værkets tema, sætter vi således værket ind i dets sammenhæng med en livsforståelse, religiøs, filosofisk, politisk, uden for det selv.

Værkets fortolkning af temaet kan fremtræde eksplicit* og implicit*. Det kan formuleres i en afsluttende morale* (der dog sjældent sammenfatter værkets totale udsagn) eller gennem diskussioner mellem værkets personer; en person, skildret som særlig troværdig, fungerer undertiden som talerør eller ræsonnør, jf. naturalismens* kloge doktorer Hjerrild (Niels Lyhne), Relling (Vildanden), Rank (Et Dukkehjem).

- Indirekte markeres temaet igennem forfatterens styring: valg af personer og begivenheder, fortæller*synsvinkel, tilrettelæggelse af handlingen, og igennem symboler* i værket, der også ofte når frem til titlen: De Dødes Rige, Operaelskeren. Jf. Komposition*.

[1] Tema:

. . . Hovedtitlen er »Katharina Blums tabte ære«, og Katharina Blum er en kvinde, som efter i dagevis at have været hængt ud i smudspressen går til modangreb og skyder en journalist.

Men bag denne handling er temaet mere generelt, og dog præcist: standardiseringen af mennesket i vore tanker og forestillinger, manglen på forståelse (ja, bare simpel fatteevne) over for individuelle eksistenser, og endelig den løsagtige omgang med sproget, som både kommer af og yderligere fremmer standardiseringen. Kunstens opgave, sagde Boll engang, er at minde om, at mennesker ikke kun eksisterer for at blive forvaltet. Det er dette faste tema, som den seneste fortælling tager op på en ny måde . . .

(Per Øhrgaard i anm. i Information, 11. 3. 1975)