Triviallitteratur

Triviallitteratur: Ordet betegner for det første noget almentilgængeligt; »trivial-« er afledt af lat. »trivium«: sted, hvor 3 veje mødes (og alle slags mennesker færdes). For det andet indgår i ordet også den overførte almindelige betydning af »trivial/triviel«: kedelig, ligegyldig, forslidt [1]. Dobbeltbetydningen viser, hvordan man kan beskæftige sig med emnet ud fra forskellige synspunkter og med forskelligt sigte.

Man kan afgrænse triviallitteraturen over for den »fine«, »egentlige« eller »lødige« litteratur gennem litteratursociologiske undersøgelser af befolkningens læsevaner. Ganske få procent, »den litterære kreds«, læser den sidste slags, de bøger der finder deres plads i litteraturhistorien; det er ofte mennesker med et professionelt forhold til bøger: lærere, bibliotekarer, forfattere, anmeldere. Triviallitteratur er det, de/vi andre læser. Skellet kan naturligvis ikke drages skarpt. Forfattere, som sam- eller eftertidens vurdering placerer i den finlitterære gruppe, kan opnå den brede popularitet, der ellers tilkommer triviallitteraturen (Dickens). Science fiction* og kriminalromaner* dyrkes af forfattere fra begge lejre. Jf. Kvantitetslitteratur* [2].

Triviallitteraturen må imidlertid også afgrænses over for den mundtligt overleverede folkedigtning (eventyr*, viser). Triviallitteratur er forlagsproduktion, ofte kendetegnet ved store oplag, og distribueres i nutiden typisk gennem salg i kiosker og supermarkeder og gennem ugepressen. Triviallitteraturen udvikler sig i løbet af 1800-tallet. Tidlige typer er kærlighedsromanen og kriminalromanen. I slutningen af århundredet dukker ugeblade og tegneserier op. I dag omfatter triviallitteraturen en lang række genrer*, karakteriseret ved bestemt stofvalg og handlingsstruktur afhængigt af de medier (jf. Kommunikation*), hvori de fremkommer. Familieugebladets hovedtyper er den realistiske kærlighedsnovelle og -roman med særformer som herregårdsromanen og lægeromanen. Udbredte seriehæftetyper er westernserier, supermandsserier, børneserier (Anders And). I bogform (»kiosklitteratur«) dominerer wild-west-, science fiction-, kriminal-, agent- og lægeromaner. De gamle skillingsviser har fået deres moderne afløser i popsangen (»Dansktoppen«), ligesom trivialbegrebet kan udstrækkes til teater (operette, musical) og film. I almindelighed forstår man ved triviallitteratur fiktiv litteratur (se Fiktion*), men genrer som ugebladenes horoskoper og reportager er i holdning og stil nært beslægtet med de samme blades fiktionslitteratur.

Triviallitteraturens enkelte genrer er snævert bundet til faste regler for motivets* ansættelse, handlingens* afvikling, person- og miljøtegning. Denne regelbundethed ytrer sig gennem stilens* storforbrug af klicheer. Deri ligger en hovedforudsætning for den store udbredelse: Triviallitteraturen stiller beskedne krav til læserens opmærksomhed og åbenhed.

Men i klichépræget tager også de kritiske vurderinger* af triviallitteraturen deres udgangspunkt. Sven Møller Kristensen angriber den ud fra en humanistisk forestilling om det hele, harmoniske menneske for dens ensidige og forvrængede psykologi [3]; Villy Sørensen fordømmer dens mangel på kunstnerisk og menneskelig moral: den er uærlig [4]. Ideologikritikken* efter 1970 angriber den politisk: Triviallitteraturen skaber og vedligeholder en fordrejet bevidsthed om samfundets virkelige økonomiske og politiske struktur: Den går magthavernes ærinde. Jf. også citater ved artiklerne Kriminalroman* og Novelle* [5].

[1] Det triviale behøver ikke at være trivielt!

Vi synes, det er vort ansvar at fortælle folk, hvor rigt livet kan være og hvor sjovt. Og vi sætter en ære i, at der ikke findes noget tarveligt i bladet.

(Nele Poul Sørensen, chefredaktør for »Søndags-B.T.«)

[2] Fra finlitteratur til triviallitteratur - bestselleren:

. . . herhjemme (synes) de ca. 10.000 at være punktet hvor en bog kommer til at ligne en »best-seller«: Den springer udenfor det finlitterære kredsløb. . og en selvaccellererende proces synes at tage fart og trækker dels nye oplag med sig, dels ofte ekstra bogklub- og billigudgaver, og disse virker atter stimulerende på backlistsalget af ordinærudgaven.

(Hans Hertel i: Escarpit: Bogen og læseren, 1972)

[3] Kritiske vurderinger af triviallitteraturen:

Sagen er simpelthen at den meste kulørte litteratur er den skinbarlige og ensidige emotionalisme, en følelsesophidselse ved spænding og pirring, og ikke meget andet. Hvis der er noget andet, /. eks. tanker og livsorientering, så kan man nogenlunde sikkert regne med at det er primitivt, inhumant eller dumt, i retning af skematisk psykologi, dyrkelse af den rå kraft, det blinde tilfælde, den søde lykke, og mere forlorenhed. Følelseslivet er skruet ned til ganske få primitive former, og disse igen skruet op på det hidsigste plan, jf. det spartanske i ordforråd og stil. Der skulle ikke være meget tvivl om at skaden er stor og fordækt: direkte ved af stumptungen og barbariseringen af følelsesliv og livsforståelse, indirekte ved massen af spildt tid der kunne være anvendt til værdifulde beskæftigelser.

(Sven Møller Kristensen: Vurderinger, 1961)

[4]

De fleste mennesker veksler mellem en aktiv fortolkende tilstand og en sløvhedstilstand, hvori de blot lader tingene passere, og de fleste er hyppigst i den sidste tilstand, hvad de også får god hjælp til udefra. Også digteren veksler mellem disse to tilstande, men når han er i sløvhedstilstanden, kan han ikke digte, kun digte om: digte virkeligheden om, så den bliver hyggeligere at have med at gøre.

Som regel falder det ikke svært at skelne mellem digtning og »omdigtning« - for nu at betegne underholdningslitteraturen ved dette navn . .. Den, som priser det skønne, går magthavernes ærinde, og den, som lader det grumme stå ved sin værd, gør det også. Protesten mod de skønne illusioner, der bestyrker menneskene i deres sløvhed, og protesten mod de grumme forhindringer for menneskelig selvudfoldelse, er den sande kunstneriske indsats.

(Villy Sørensen: hverken - eller, 1961)

[5]

Det modsatte af triviel er ikke original, som det ofte er blevet hævdet, men problemorientering.

Det trivielle er det uforpligtende, den småsnakkende tomgang, enhver argumentation ud fra faste normsystemer (f.eks. religiøse og moralske) . . .

Det trivielle udtrykker altid den herskende ideologi. Det problemorienterende er altid en kritik af den herskende ideologi.

(Olav Harsløf: Introduktionshæfte til trivi-serien, 1974)

Til toppen

Glossary

Dickens

Charles Dickens (1812-1870), berømt engelsk forfatter

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt