Utopi

Utopi (græsk: »intetsteds«): Fremstilling af en ideel samfundstilstand. Betegnelsen stammer fra englænderen Thomas Mores værk Utopia (1516), der delvis i romanform beskriver en rejse til et ideelt demokrati med socialistiske træk. Skildringen bliver således en indirekte kritik af det bestående samfund, og betegnelsen »utopisk roman« bruges overhovedet om romaner, hvis tema er staten og dens indretning, fx Montesquieu: Persiske Breve (1721), Swift: Gullivers Rejser (1727), Holberg: Niels Klint (1741). Til genren henregner man også et ikke egentlig fiktivt værk som Platons Staten (o. 400 f.Kr.). En særlig gruppe inden for genren udgør de science fiction*-romaner, som skildrer fremtiden for at advare mod truende tendenser i samtidens samfundsliv (negative utopier).

Realistiske samtidsskildringer munder undertiden ud i en fremtidsskildring af utopisk karakter. Danske eksempler er Goldschmidt: Ravnen (1867) og Nexø: Pelle Erobreren (1906-10), hvor utopien i begge tilfælde foregriber aktuelle sociale bestræbelsers mål; i Pontoppidans: De Dødes Rige (1912-16) er utopien en spinkel, næppe troværdig kontrast til den bestående kritiske samfundstilstand.

I marxistisk terminologi bruges »utopi« om underklassens drømme om en tilværelse uden undertrykkelse og fattigdom. For marxister er ordet en modsætning til »ideologi*«. Nogle af folkedigtningens* typiske motiver er sådanne sociale utopier. Uanset om de er negative (fx afstraffelse/latterliggørelse af autoriteter som herremand og præst) eller positive (drømmen om prinsessen og det halve kongerige), udtrykker disse motiver dog kun individuelle løsninger [1].

[1] Fra utopi til realisme:

... H.C. Andersen og Martin Andersen Nexø har begge vedkendt sig underklassens tusindårige erfaringer som deres egne, de har ført dens digtning fra selvforsvarets, klagens, ønskets og drømmens eventyrstadium over til nutidens virkelighedsskildring, realismen . . .

Det afgørende skridt ud af eventyret kunne H.C. Andersen dog ikke tage, det lykkedes først for Nexø. I modsætning til Andersen har Nexø kunnet blive i den del af folket, hvor han hører til, leve dets liv med, ikke alene som tilskuer og ræsonnør. Han har været med, hvor dets tanker blev formet. Hans forståelse er derved blevet langt dybere end H.C. Andersens, hvis medfødte virkelighedssans ikke i nogen henseende var mindre, selvom han kamuflerede den. Proletariatet fødes i det industrielle borgerlige samfund og vokser en tid op sammen med det, men gror så ud over det og bliver dets arvtager. Det er viden om denne vækst, og om de mange muligheder den byder frem over i tiden til en ny menneskelighed, der i dag gør den digteriske skildring til egentlig realisme. Der er ikke som i eventyret blot en drøm deri, for alle muligheder ligger der, det er digterens opgave at se dem og gøre dem synlige for andre i ordet, virkeliggøre dem på sit felt, som enhver må kæmpe for at realisere dem på sit. På bevidstheden om dette det væsentligste i nutidens menneskeverden er Pelle Erobreren skrevet.

(Harald Rue i Hilsen til Nexø, 1949; her efter: Omkring Pelle Erobreren, 1975)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt