Verfremdung: (»Mærkværdiggørelse«). Stilprincip, formuleret og praktiseret af Bert Brecht og efter ham i moderne politisk teater/film. Bestræbelsen på Verfremdung (V-Effekte) er et forsøg på at undgå illusionen*, dvs. at tilskueren oplever det forestillede som virkeligt. Om den opfattelse af kunstens funktion, der ligger bag, se artiklen Episk teater*.

Verfremdungs-midler, foruden selve den episke struktur, er fx indlagte sange, grotesk maskering, brug af koturne (: sko med meget høje hæle, der får skuespilleren til at se overnaturligt stor ud), kommentarer til scenehandlingen (i form af fx korsang eller tekst på skilte) [1].

[1] Eksempler på Verfremdungseffekt:

... På et stort lærred i baggrunden blev der projiceret tekster og dokumentariske billeder, som blev stående under spillet, således at disse tavler ligeledes fik karakter af kulisse. Scenen antydede altså ikke alene virkelige rum, men viste også gennem teksterne og de dokumentariske billeder den store åndelige bevægelse, som tildragelserne udspillede sig i. Projektionerne er altså ikke på nogen måde at opfatte som blot og bart supplerende mekaniske hjælpemidler eller en genvej for æslerne. De er ikke en håndsrækning til tilskueren, men en udfordring: De forpurrer hans totale indføling, afbryder hans mekaniske følgen med. De gør virkningen middelbar. Dermed er de organiske dele af kunstværket.

For at bekæmpe tilskuerens »synken hen«, hans »frie« idéassociationer kan der i tilskuerrummet placeres små kor, som indgyder ham den rette indstilling, tilskynder ham til at danne sig meninger, tage sin erfaring til hjælp og øve kontrol . . .

(Bert. Brecht: Bemærkninger til Moderen, 1932-36. Her efter: Om Tidens Teater, 1966)