Vurdering

Vurdering: her: Bedømmelsen af et litterært værks værdi (kvalitet). Vurderingen er naturligvis afhængig af den vurderendes forestillinger om, hvad litteratur er, og hvilke formål den kan/bør opfylde.

Man kan for det første opfatte værket som et »menneskeligt dokument«, udtryk for ophavsmanden, og tolke det ud fra sin viden om forfatteren og hans livsomstændigheder. En sådan biografisme* er tilbøjelig til at vurdere dét værk højt, som rummer påviselige spor af digterpsyken og tilblivelsessituationen; vurderingskravet er autenticitet [1].

- Et nyere eksempel på en vurdering ud fra forholdet mellem værk og digter er den, Villy Sørensen praktiserer (Digtere og Dæmoner, 1956). Jf. Biografisme*.

For det andet kan vurderingen være knyttet til forholdet mellem værket og modtageren. »Hvad siger dén bog mig?« Det bedste værk er det, som vækker mine erindringer, og hvis erfaringsverden jeg er fortrolig med: »Det var præcis sådan, det var! »Værkets værdi er her ensbetydende med dets affektionsværdi. Eller man spørger: »Hvad kan jeg bruge den bog til? Behandler den de problemer, jeg tumler med?« Et eksempel på en vurdering af den art er citeret ved artiklen Tendens*.

- Den modtagerorienterede vurdering kan imidlertid helt forlade det snævert private: Man kan forstå »værdi« som »værdi for en bestemt læsergruppe«, fx læsere på et bestemt udviklingstrin, jf. citat ved artiklen Klassisk*.

En tredje slags vurderinger tager stilling til værkets livstolkning eller, snævrere, værkets budskab, idé, tendens*. Eksempler på sådanne ideologiske vurderinger er (kristne) moralisters fordømmelse af erotisk litteratur, borgerlige kritikeres afvisning af socialistisk »tendenslitteratur« og marxistiske kollegers domme ud fra kravet om »realisme«*, dvs. at værket virker for socialismen i sit perspektiv.

Den sidste type af vurderinger bedømmer værket som et selvberoende kunstnerisk objekt. Nykritikkens* analysepraksis munder ud i æstetiske vurderinger: Det gode værk opfylder krav om helhed, kompleksitet (: indre spænding, flertydighed), intensitet. Jf. Æstetik*.

- Ældre tiders genre*-æstetik* (J.L. Heiberg) hører også hjemme i denne sammenhæng: Værket vurderes ud fra foruddannede genre-normer; et episk indslag i et drama bedømmes som en kunstfejl [2].

I praksis er det svært at skelne vurderingsnormerne så skarpt. Ofte vurderer man værket ud fra flere normer. Fx kan et værks snævre politiske tendens både kritiseres ud fra en ideologisk norm (hvis kritikeren er af en anden tro) og ud fra en æstetisk: Værket forsynder sig ved sin ensidighed mod kompleksitetskravet. Og affektionsværdi eller personlig brugsværdi kan gå i ét med ideologisk værdi: Jeg kan bruge det værk, som bekræfter mig i min politiske/religiøse overbevisning.

[1] Biografismens første vurderingskrav er autenticitet:

. . . Men selv om Digteren har forsømt at udarbejde sin Plan til den Grad af Sandsynlighed, som Læsere plejer at fordre af episke Skildringer, saa har han derfor ikke ødelagt sit eget Arbejde. Han har skænket det alt for meget af sit Eget, til at det kan regnes ringe. Den bitre Livskundskab, den stærke Sørgmodighed, han ejede, har han ladet tone gennem den lille Histories bedrøvede Ord. Fra den Natur, han kendte saa fortroligt, har han givet ypperlige Billeder; og han har fortalt sin Historie som den store Fortæller, han var.

(Hans Brix: Blicher-Studier, 1916 - om 'Eneboeren paa Bolbjerg’)

[2] Nykritikkens værk-æstetiske vurderingsmåde betoner helhedskriteriet:

Og da det flere gange viser sig, at vurderingen af et digt baseres på den påstand, at digtets rytme er smuk, gør Richards et nyt drilagtigt eksperiment. Han tager Miltons digt: On the Morning of Christ’s Nativity, som især er berømt for sin skønne rytme, og erstatter ordene med nonsens, så at en strofe kommer til at lyde sålunde:

J. Drootan-Susting Benn
Miil-down Leduren N.
Telamba-tares oderwainto weiring
Awesey zet bidreen
Ownd istellesters sween
Lithabian tweet a lissood
owdswown stiering

Apleven aswetsen sestinal
Yintomen I adaits afurf I gallas Ball.

Og så spørger han uden underfundighed sine læsere, om denne rytme er smuk.

Naturligvis er han klar over, at han ved en sådan erstatning af ordene ødelægger visse konsonant- og vokalvirkninger i den oprindelige tekst; men heller ikke disse lydvirkninger ville have været nok til at støtte påstanden: Denne strofe er smuk. Det er nemlig samspillet mellem mening, følelse, rytme og klang, som gør udslaget; det er helheden, der er afgørende. Er det således ikke en illusion, når man synes, at ét sprog er smukkere end et andet? Eller én glose smukkere end en anden?

Netop ved at understrege helheden så stærkt slår I.A. Richards mange af de såkaldte objektive kriterier ud af hænderne på den dilettantiske kritiker.

(Tom Kristensen om den engelsk-amerikanske litteraturvidenskabsmand og -pædagog I.A. Richards; Politiken 26/5 1932, optrykt bl.a. Oplevelser med Lyrik, 1957)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt