Man kan kategorisere fremstillingsformer i følgende to hovedkategorier med dertil knyttede undertyper:

• Scenisk fremstilling: dialog, situationsberetning, sammentrængt beretning (m. tidsforløb).
• Panoramisk fremstilling: sammentrængt beretning (u. tidsforløb), beskrivelse, information, kommentar, refleksion.

Det karakteristiske for tekster, der tilhører den episke hovedgenre, er, at der fortælles en historie, et begivenhedsforløb, en handling, som forløber i tid. Et brudstykke kunne tage sig sådan ud:

Han listede ligesom tilfældigt hen mod døren. Han lagde hånden på håndtaget. Ingen af forældrene bemærkede noget eller sagde noget. Han smuttede hurtigt ud, ned ad trappen, hen til cykelskuret. Han fandt cyklen, sprang op på den og susede ud ad indkørslen. Så ned ad villavejen med en følelse af frihed. Han passerede de nærmeste vel­kendte naboer og de fjernere og fortsatte, så langt vejen gik. Så drej­ede han til venstre og straks efter ind ad en indkørsel, hvor han smed cyklen fra sig. Han gik op til huset og ringede på døren. Han ventede længe. Så gik døren op og en jævnaldrende pige kom ud: Dav Søren...

En sådan fortællemåde kan vi kalde beretning. I eksemplet berettes der udførligt og detaljeret. Det giver en anskuelighed, så vi i nogen grad kan se begivenhedsforløbet for os, omtrent som et filmisk forløb. I det tilfælde kan vi tale om en situationsberetning, idet 'situation' henviser til anskueligheden.

Den fortalte tid er den tid, som de fortalte begivenheder strækker sig over - her altså den tid, der går, fra Søren forlader et lokale, til en pige åbner en entrédør for ham. Fortælletiden er den tid, det tager at fortælle forløbet. Det er karakteristisk for situationsberetningen, at fortælletiden og den fortalte tid er nogenlunde sammenfaldende. Der fortælles i nogenlunde samme tempo, som begivenhederne foregår. Eller læseren opnår i det mindste en illusion af dette sammenfald.

Det ses af eksemplet, at der kan forekomme replikker i denne frem­stillingsform. En passage kan bestå udelukkende af replikker, f.eks. sådan:

- Dav Søren. Hvad vil du?
- Nåe, jeg tænkte, at vi måske kunne læse lektier sammen.
- Det kan vi da godt. Du plejer ellers ikke at være så vild med at læse lektier.
- Det var måske også mere, fordi jeg gerne ville hjemmefra.
- Nå, så kom ind. Vi kan da begynde med en kop te.

Vi kan betragte dette som en særlig fremstillingsform med betegnelsen dialog. Den har et næsten totalt sammenfald mellem fortælletid og fortalt tid, men ikke stor anskuelighed, fordi vi kun får replikkerne. Det er hørespil, ikke film.

Et begivenhedsforløb kan også meddeles som en langt mere sam­mentrængt beretning med karakter af referat. Så er detaljerne borte, og det er iøjnefaldende, at begivenhederne fortælles i et tempo, som er langt hurtigere end begivenhedernes. I et sådant tilfælde siger man, at beretningens fortælletempo er højt. Det kunne tage sig sådan ud:

Søren kørte ned hos Kirsten. De drak te og læste lektier sammen. Da han et par timer senere kom hjem igen, spurgte forældrene stadig ikke om noget.

Disse tre fremstillingsformer, dialog, situationsberetning og sammen­trængt beretning, kan vi under ét kalde scenisk fremstilling.

Det gælder helt bogstaveligt, at det fortalte uden større vanskelighed kunne fremføres på en scene, kunne dramatiseres eller filmatiseres, fordi det meddeler begivenheder i tidsfølge, meddeler éngangsforløb. Der må dog lige det forbehold med, at også tankeforløb hører hjemme her, skønt de ikke uden videre kan overføres til en scene.

Det er disse tre fremstillingsformer, under ét den sceniske fremstil­ling, der konstituerer den episke hovedgenre. Der kan i episke tekster udmærket forekomme indslag af andre fremstillingsformer og vil of­test gøre det, men kun i et vist omfang. Hvis andre fremstillingsformer breder sig stærkt på den sceniske fremstillings bekostning, vil genren antastes. Genrepræget vil være svækket, og teksten vil opleves som en blandform mellem den episke genre og andre genrer og teksttyper.

Sammentrængningen af beretningen kan også antage en anden form, f.eks. sådan:

I de følgende uger tilbragte Søren næsten hver dag eftermiddagen og aftenen hos Kirsten. Sommetider læste de lektier, sommetider drak de bare te. I de få øjeblikke han dog måtte være sammen med foræl­drene, stillede de ingen ubehagelige spørgsmål.

Her er sket noget afgørende med hensyn til fremstillingsform. Det er stadig meddelelse om begivenheder, men begivenhederne meddeles ikke som et forløb i tidsfølge. I stedet gives et overblik over en tidspe­riodes begivenheder, en redegørelse for en varig tilstand. Dette giver sig tydeligt udslag i tidsangivelserne i teksten: I de følgende uger, næsten hver dag, sommetider, i de få øjeblikke.

Dermed er det principielt episke forladt. Vi følger ikke et forløb af enkeltbegivenheder, men overskuer en tilstand over en periode. Denne sammentrængte beretning uden tidsforløb kan vi i modsætning til det sceniske kalde en panoramisk fremstillingsform.

Og det kan være praktisk, uanset den nærmere betydning af ordet, at lade betegnelsen panoramisk være fællesbetegnelse for alle fremstil­lingsformer, som ikke er sceniske. Dermed har vi betegnelserne sce­nisk og panoramisk fremstilling som overbegreber for henholdsvis de fremstillingsformer, som er konstituerende for den episke hovedgenre, og de øvrige fremstillingsformer, som kan forekomme.

Dermed omfatter betegnelsen panoramisk fremstilling også frem­stillingsformerne beskrivelse, information, kommentar, refleksion. De er allesammen betegnelser for indskud fra fortælleren, som midlerti­digt afbryder den fremadskridende beretning - for at beskrive en per­son, en genstand, et landskab, en stemning, et miljø - give nogle oplys­ninger, som kan være nyttige for forståelse - kommentere begivenhe­derne og personerne, evt. ved at udsige værdidomme - eller reflektere over begivenhederne og deres perspektiver.

Den følgende tekst er konstrueret, så alle de nævnte otte fremstillings­former er repræsenteret én gang:

[Sammentrængt beretning uden tidsforløb:]
I flere år havde Joe skiftende arbejde. I perioder var han cowboy på den ene og den anden ranch i byens omegn, i perioder havde han kontorarbejde i den lokale bank.

[Sammentrængt beretning med tidsforløb:]
En dag skubbede han skrivemaskinen fra sig, løb ud og tog en tilfældig hest og red nord ud af byen. Han red hurtigt gennem ørkenstrækningen og ind i skoven til et forladt bjælkehus.

[Situationsberetning:]
Han standsede hesten, så sig om, svingede højre ben over hesten til jorden og lirkede venstre fod ud af stigbøjlen. Så gik han skridt for skridt til hoveddøren, konstaterede, at den var åben, gik ind og satte sig i en god stol midt i rummet. Netop da han havde sat sig og ville slappe af og hvile, hørte han skridt. En fremmed bevægede sig udefra mod døren, åbnede den og måtte nu være i rummet.

[Dialog:]
- Hvem er det? - Er der nogen? - Sig hvem du er! - Kan vi ikke snakke om det? - Du må få alle mine penge. - Nu spæner jeg!

[Beskrivelse:]
Han var en høj mand, bredskuldret og med et skarptskåret ansigt Cowboybukserne sad stramt om hans smalle hofter. Støvlerne havde lidt skæve hæle, men sporerne glimtede blankt i lyset. Hans blik var fast og gennemborende. Hænderne var store og grove, men fingrene bevægede sig smidigt og lå godt om revolverskæftet, pege­fingeren på aftrækkeren.

[Information:]
Da han blev bange i bjælkehytten, kom de lyde, som skræmte ham, fra en gren på et træ. I vinden dunkede grenen mod væggen med en lyd, der kunne minde om en mands skridt. Og vinden blæste døren op, netop da dunkene lød, som om en fremmed var nær ved.

[Kommentar:]
Han burde ikke være blevet bange. John Waine ville være blevet og selv have klaret paragrafferne.

[Refleksion:]
Men det er let at være klog på andres vegne. Mon ikke vi ville blive bange, hvis vi var alene i et bjælkehus og hørte skridt og hørte døren gå op? Der er mennesker, der gør som John Waine. Der er også nogle, der gør som du og jeg.

I et episk forløb vil forfatteren ofte veksle mellem brug af forskellige fremstillingsformer. Det kunne måske tage sig sådan ud:

<media 3929 _blank - "Illustration af mulig vekslen mellem fremstilingsformer i en episk tekst. Klik på billedet for at se illustrationen i større udgave."></media>

Pilen midterst i feltet angiver den fortalte tid, den tid, som begiven­hedsforløbet strækker sig over.

Tættest omkring den er markeret fremstillingsformerne dialog og situationsberetning, de to former for scenisk fremstilling, som har nærmest sammenfald mellem fortælletid og fortalt tid.

Under situationsberetningen er angivet den tredje sceniske fremstil­lingsform, sammentrængt beretning med tidsforløb. I virkeligheden er der glidende overgange mellem situationsberetningen og denne form for sammentrængt beretning.

Nederst er markeret den sammentrængte beretning uden tidsforløb. Og øverst er angivet de fire former for indskud fra fortællerens side, alle uden tidsforløb: beskrivelse, information, kommentar og refleks­ion.

Omkring midteraksen har vi altså de sceniske fremstillingsformer, og udenom de panoramiske. Desuden er der fra midteraksen og udef­ter et fald i anskuelighed.

De tre sceniske fremstillingsformer er alle vist ved en pil som ud­tryk for tidsforløbet. Pilen er for dialogen formet som en ret linje som udtryk for, at der her er næsten fuldt sammenfald mellem fortalt tid og fortælletid. Pilen er let slynget for situationsberetningen som ud­tryk for, at fortælletiden kan afvige noget fra den fortalte tid, men dog giver en illusion af sammenfald. Og den er stærkt slynget for den sammentrængte beretning med tidsforløb som udtryk for klar forskel mellem fortælletid og fortalt tid, højt fortælletempo.

Den sammentrængte beretning uden tidsforløb er angivet som et lukket felt med en stiplet pil som udtryk for, at der nok meddeles om begivenheder, om handling, men ikke meddelt i tidsfølge. De øvrige fremstillingsformer er angivet som lukkede felter uden pil som udtryk for, at de ikke meddeler begivenheder.

Bemærk, at forbindelseslinjen til og fra de øverste felter er ført tilbage til samme sted, som den udgik fra, som udtryk for, at tidsforløbet er suspenderet under fortællerkommentar mv. Fra feltet, der angiver sammentrængt beretning uden tidsforløb, er linjen derimod ført til­bage senere på tidslinjen som udtryk for, at et (ofte langt) tidsrum er omtalt og dermed forløbet efter denne tekstpassage.

Endelig må det nævnes, at fremstillingsformerne ikke altid skiller sig så klart fra hinanden som i eksemplet her. De kan veksle fra sætning til sætning eller tættere endnu. Et eksempel:

Han spurgte, om nogen ville melde sig frivilligt. Der blev en urolig mumlen i salen i nogen tid. Så rejste en sig.

Den midterste sætning er strengt taget et panoramisk indslag i det sceniske, er sammentrængt beretning uden tidsforløb. På grund af det korte tidsrum, der overskues, og sætningens korthed bemærkes skiftet dog næsten ikke.

Et andet eksempel kan vise, hvordan der i en beskrivelse kan indgå et enkelt ord, der må betegnes som kommentar, fordi det indeholder en vurdering:

Hun var iført cowboybukser og spraglet silkebluse. Hun havde afrokruset hår og sygekassebriller. Ved ørerne dinglede et par smagløst store øreringe.

Fortælleren bliver 'synlig' i det ene ord: smagløst - med mindre det af den omgivende tekst fremgår, at passagen skal opfattes personalt, f.eks. sådan:

Kontorchefen betragtede hende nøje. Hun var iført...

I så fald er vurderingen kontorchefens og ikke fortællerens.

Vi har her søgt at gøre grundigt rede for fortællerforhold og fremstil­lingsformer, fordi det er et kompliceret og et væsentligt område, og fordi det er et område med stor usikkerhed og forskellighed i brug af begreber. Først når man har klarhed over nogle rimeligt veldefinerede begreber, kan man anvende dem funktionelt i tekstarbejdet.

Vi vil kort give eksempler på denne anvendelse.

Fortællertypernes funktion

I teksteksemplerne ovenfor så vi forskellige fortællertypers funk­tion: I det første eksempel får vi som læsere kun oplyst, hvad perso­nerne gør og siger, og det er overladt til os selv at danne os en mening om, hvorfor de bærer sig sådan ad. I de følgende eksempler så vi, hvordan vi som læsere kan få støtte til dette (subsidiært: blive frataget friheden til selv at danne os vores mening), dels via den personale teknik, som giver os indblik i en af personernes tanker, dels gennem en synlig fortællers refleksioner.

Af eksemplerne fremgik det, at en ændring af en tekst i fortælle­teknisk henseende ikke kun er en teknisk ændring, men en omdigtning med ny fiktionsskaben. Ville vi flytte synsvinklen til kvinden eller gøre hende til jeg-fortæller, måtte vi begynde i lejligheden, da hun hører dørklokken ringe, og måtte altså kunne give oplysninger om hendes situation derinde, og videre om hendes tanker ved replikskiftet.

Forbehold overfor en jeg-fortæller

Over for en jeg-fortæller må man som læser altid tage forbehold. Jeg-personen er en person i fiktionen. Alt, hvad vi får at vide, får vi gennem den person, og han kan eventuelt være upålidelig eller tage helt fejl af både andre personer og sin egen situation. Det kan være afgørende for forståelsen, at vi bemærker dette. Og det samme gælder i forskellig grad over for den synsvinkelbærende person ved brug af personal teknik. Fortælleren i novellen 'En brun, en blå, en gul, en rød' af Jørn Fabricius er et eksempel på en sådan jeg-fortæller, hvis ord man ikke uden videre skal tage for gode varer.

Fremstillingsformernes funktion

Den grafiske fremstilling ovenfor viser, hvordan fremstillingsfor­men i en tekst ofte skifter med korte mellemrum. Det sker naturligvis ikke tilfældigt, men har en hensigt, en virkning. Vi må i en forelig­gende tekst klarlægge disse skift og deres funktion. Hvad er det for perioder i forløbet, der henholdsvis berettes udførligt og berettes sam­mentrængt, og hvad medfører dette valg? Hvor undervejs afbrydes det sceniske forløb af indskud fra fortælleren? Hvilken type indskud er det - refleksion, kommentar osv.? Specielt: Er indskuddet af den art, som indeholder meninger, værdidomme, og dermed gør fortælle­ren 'synlig', eller er det af teknisk, informerende art?

Fremstillingsformerne afspejler forfatterhensigter

Hvis man lavede en sådan grafisk afbildning af fremstillingsforløbet i et større antal børnebøger, ville man se en tydelig tendens. I noget ældre børnebøger vil der oftest være mange og omfattende indslag af kommentar og refleksion, hvori forfatterens opdragende og belærende hensigt kommer til udtryk. I børnebøger fra 1960'erne vil disse ind­slag oftest være helt eller næsten borte, svarende til andre forfatter­hensigter. I 1970'ernes politiske børnebøger vil de være der igen, i stort tal eller ofte i mindre antal, men omfattende og markante, an­bragt på centrale steder i forløbet, afspejlende forfatterens hensigter i retning af bevidstgørelse om samfundsforhold.

Fremstillingsformernes betydning for læselighed

Også for vurdering af f.eks. børnebøgers grad af letlæselighed er et overblik over fremstillingsformer nyttigt, idet den sceniske fremstil­ling, i kraft af anskuelighed, handlingens mulighed for spændingsskaben og medriven, muligheden for identifikation med en hovedperson, er langt mere imødekommende for børns oplevelsesmåde end de pa­noramiske fremstillingsformer. For identifikationsmuligheden er også den personale teknik, synsvinkelplaceringen, væsentlig.

Postulat/demonstration

Begreberne postulat og demonstration, som de anvendes i fortælle­teknisk sammenhæng, vil afspejle sig i fremstillingsformerne. Postula­ter er fortællerudsagn om f.eks. en persons karakter, en situations stemningsindhold, eller om årsager bag handlingsforløb. Demonstra­tion er anskueliggørelse i fiktionens fortalte 'virkelighed'. Postulaterne fremstår derfor som fortællerens refleksion, kommentar osv., demon­strationen som scenisk fremstilling.

Når bogens personer gemmer sig i ruinens kældre og eftersøges af forbryderne, kan fortælleren postulere, at situationen er frygtelig spændende. I romanens sammenhæng er det dog stærkere virkende, hvis situationen er fortalt, så læseren oplever den som spændende.

Fremstillingsformer og genrer

Fremstillingsformerne er her behandlet i den episke hovedgenres sammenhæng. Det er nævnt, at det er den sceniske fremstilling, der konstituerer denne genre, at andre fremstillingsformer oftest og fuldt normalt vil forekomme, men at det kun kan ske i begrænset omfang, hvis genren ikke skal antastes.

En udførligere redegørelse for de forskellige hovedgenrer og tekst­typer ville kunne ske i høj grad gennem en redegørelse for deres fremstillingsmæssige forhold. F.eks. er fortællerrefleksionen dominerende fremstillingsform i ræsonnerende sagprosa.

Forskellige genrer er forskellige henvendelsesmåder

Genreiagttagelser har derfor interesse af den grund, at forskellige genrer er forskellige henvendelses- og formidlingsformer. Den ene er ikke bedre end den anden, men de er meget forskellige. En ræsonne­rende sagprosaafhandling behandler en problemstilling ved rationel tankevirksomhed og når måske en konklusion. En roman bearbejder måske den samme problemstilling i et fortalt handlingsforløb, som får en udgang. Sagprosaen appellerer til læserens logisk-rationelle medtænken. Romanen appellerer til læserens medleven og helhedsople­velse.

Der er stor forskel på at analysere og tankebearbejde en problem­stilling og at fortælle en historie om den.