På det vigtige fortælletekniske område er der stor usikkerhed og for­virring omkring begrebernes betydning og anvendelse.

Det gælder fortællertyperne, idet der endnu ikke er udarbejdet et beskrivelsesapparat, som kan redegøre fuldt tilfredsstillende for de mange fortælletekniske muligheder. Her følger et forsøg på at fast­lægge nogle begreber, som skulle kunne fungere hensigtsmæssigt:

Jeg-fortæller

Jeg-fortælleren er ikke defineret ved, at han omtaler sig selv i 1. per­son, som 'jeg' (selv om han oftest gør det, og de to andre fortællertyper vanskeligt kan gøre det). Jeg-fortælleren er defineret ved, at han er til stede i fiktionen som en af fiktionens personer. Han kan forekomme i forskellige varianter:

Jeg-fortælleren kan være en centralt placeret person, aktivt delta­gende i handlingen. Han kan være en perifert placeret tilskuer til begi­venhederne. Endelig kan tankeforløb, psykiske kriseforløb i hans be­vidsthed være så stor en del af teksten, at andre personer i fiktionen får underordnet interesse.

'Synlig' 3.persons-fortæller

Den 'synlige' 3.persons fortæller er ikke til stede i fiktionen og omta­ler derfor alle fiktionens personer i 3. person. Han er altså ikke synlig i den forstand, som fiktionens personer kan siges at være det. Det syn­lige i anførselstegn består i, at han er til stede som en bevidsthed, der kan forholde sig til personer og begivenheder. Han kan, direkte eller indirekte henvendt til læseren, kommentere, vurdere eller forklare, hvad der foregår. Han kan ræsonnere over begivenhederne.

Den 'synlige' 3.-persons fortæller er altså defineret ved, at han ikke er til stede i fiktionen, men undertiden bliver 'synlig' som en bevidst­hed, der mener noget om noget.

Han forekommer også i forskellige varianter. Han kan komme 'til syne' jævnligt gennem forløbet med kommentarer af vekslende om­fang. Han kan holde sig ude af syne bortset fra et enkelt eller ganske få steder, som så antagelig vil være centrale steder i forløbet, måske slutningen. Han kan endelig have så mange kommentarer, refleksio­ner over handlingen, at den kommer til at træde i baggrunden, blive reduceret til eksempelstof, case, udgangspunkt for fortællerens ræson­nementer.

Skjult 3.person-fortæller

I de dele af forløbet, hvor den 'synlige' fortæller ikke træder 'synligt' frem, vil hans funktion være ganske som den skjulte 3.-persons- fortællers. Den skjulte 3.person-fortæller er altså defineret ved ikke at være til stede i fiktionen og heller ikke fremsætte meninger på egne vegne.

Begge 3.persons-fortællere har en personal mulighed. Det vil sige, at de kan lade det meddelte begivenhedsforløb passere en af fiktions-personernes bevidsthed. Vi får altså forløbet meddelt, ikke som en udenforstående iagttager ville registrere det, men som netop denne deltagende person oplever det. Et eksempel:

Personal teknik

Da ringede den fordømte entrédør igen. Var hans liv en farce? Skulle han splittes af de to evigt kimende klokker? Telefonen og entrédøren? En fredløs i sin egen lejlighed. Hvad var et hjem? En ventesal? En telefoncentral? En forgård til helvede?
Og så var det vel en tigger igen.
Han gik ud til entrédøren. Uden for de matte ruder stod to skygger, men så tæt ind til døren, at de var sorte i kernen, og kun grå og tågede i omridsene.
Han åbnede.

Den personale teknik benytter sig ofte af det, som hedder 'dækket direkte tale' - eller tanke. I eksemplet ovenfor kan de første fem linjer let omskrives til jeg-form som direkte tankegengivelse: Nu ringer den fordømte entrédør igen. Er mit liv en farce? Skal jeg splittes...?

Enkelte sætninger er rene oplysninger, som står uden for det perso­nale: Han gik til entrédøren. Han åbnede.

Endelig er der en beskrivelse af, hvordan de to personer uden for døren ses af personen indenfor.

Den personale teknik betyder, at synsvinklen, i det mindste perio­disk, er placeret hos en af fiktionens personer.

Den personale teknik kan være anvendt:

• så fortælleren i skiftende passager placerer synsvinklen hos forskellige personer
• eller så syns­vinklen ligger fast hos en enkelt person. Det kan også ske her, at forløbet overvejende bliver et psykisk forløb i en synsvinkelbærende persons bevidsthed.

Fortælleren kan selvfølgelig også¨helt afstå fra at benytte den personale teknik.

Hvis fortælleren både er skjult og afstår fra at benytte den perso­nale teknik, begrænses hans funktion til at være som et kamera og en mikrofon, der opfanger og viderebringer.

Fortællereksempler. Den samme historie 5 gange.

1. Skjult 3.persons-fortæller uden personal teknik

En mand ringede på døren til en 3. sals lejlighed. Efter en tid blev døren åbnet af en forgrædt og forgræmmet kone.

- God dag, sagde manden. Er Hansen hjemme?

Konen snøftede og fik fremstammet: Han er lige død.

- Nå, sagde manden. Jaså, - han talte vel ikke noget om en potte grøn maling, inden han døde?

2. Skjult 3. persons-fortæller med personal teknik

En mand ringede på døren til en 3. sals lejlighed. Det var dog svært, så længe det varede. Nå, endelig blev døren åbnet, og en forgrædt og forgræmmet kone stod foran ham. Hun så ikke godt ud.

- God dag, sagde han. Er Hansen hjemme?

Hun snøftede og fik fremstammet: Han er lige død.

Der røg den potte grøn maling. Eller var der måske en chance?

- Nå, sagde han. Jaså, - han talte vel ikke noget om en potte grøn maling, inden han døde?

3.'Synlig' 3.persons-fortæller uden personal teknik

En mand ringede på døren til en 3. sals lejlighed. Efter en tid blev døren åbnet af en forgrædt og forgræmmet kone.

Det havde været smukt, om manden havde vist lidt medfølelse og spurgt, om han kunne hjælpe hende med noget, men han gik lige på med sit ærinde:

- God dag, sagde han. Er Hansen hjemme?

Konen snøftede og fik fremstammet: Han er lige død.

- Nå, sagde manden. Jaså, - han talte vel ikke noget om en potte grøn maling, inden han døde?

Sådan er mennesker ofte optaget af deres eget og ufølsomme for andres situation, helt ud i det absurde.

4. 'Synlig' 3.persons-fortæller med personal teknik

En mand ringede på døren til en 3. sals lejlighed. Det var dog svært, så længe det varede. Nå, endelig blev døren åbnet, og en forgrædt og forgræmmet kone stod foran ham. Hun så ikke godt ud.

Her havde det været smukt, om manden havde vist lidt medfø­lelse og spurgt, om han kunne hjælpe hende med noget, men han gik lige på med sit ærinde:

- God dag,sagde han. Er Hansen hjemme?

Hun snøftede og fik fremstammet: Han er lige død.

Dér røg den potte grøn maling. Eller var der måske en chance, tænkte han, optaget af sit eget og ufølsom for sit medmenneske - som vi mennesker kan være det, helt ud i det absurde:

- Nå, sagde han. Jaså - han talte vel ikke noget om en potte grøn maling, inden han døde?

5. Jeg-fortæller

Jeg ringede på døren til en 3. sals lejlighed. Det tog en farlig tid. Så gik døren endelig op, og dér stod en forgrædt og forgræmmet kone.

Hvad gør man i den situation? Hun var jo ked af det. Det var tydeligt nok. Men jeg havde travlt, og man bryder sig heller ikke om at blive rodet ind i alt for meget.

- God dag, sagde jeg. Er Hansen hjemme?

Hun snøftede og fik fremstammet: Han er lige død.

- Nå, sagde jeg. Jaså - han talte vel ikke noget om en potte grøn maling, inden han døde? fortsatte jeg, dum som jeg er. Men hvad skal man gøre i den situation?

Den personale teknik i eksemplerne er anvendt med synsvinklen hos den mandlige person i historien, og det er også ham, der er gjort til jeg-fortæller.

Øvelse

Det kunne være en øvelse at omskrive, så den personale teknik anvendes med synsvinkel hos kvinden, og så kvinden gøres til jeg­-fortæller. Altså en ændret udgave af eksempel 2, 4 og 5. Man ville så opdage, at det falder vanskeligere, idet synsvinkelplaceringen allerede er foregrebet med valget af fortællerposition.

Fortælleren er ude foran entrédøren sammen med manden og af­venter kvindens ankomst. Skulle den personale teknik være anvendt med kvinden som synsvinkelbærer, havde det været naturligere også at vælge fortællerposition hos hende. Det vil sige, at fortælleren er i lejligheden hos hende, da hun hører dørklokken ringe, og bevæger sig med hende ud, hvor replikskiftet foregår.

Skriv selv. God fornøjelse.